17-årig dømt for bankrøveri
Ung pige idømt to års ungdomssanktion for at hjælpe kæreste med at røve Sydbank i Hornslet.
7. jul 2005, kl. 15:36
Mere end 30 dage gammel
En 17-årig pige blev ved byretten i Århus torsdag idømt to års ungdomssanktion for medvirken til røveri. Tidligere på ugen fik hendes tre år ældre kæreste en dom på tre år og seks måneders fængsel for samme røveri mod Sydbank i Hornslet den 30. maj i år.
Parret havde sammen fået oparbejdet en hashgæld på omkring 10.000 kroner, som skulle betales den 1. juni. De havde ikke pengene, og da de var bange for, at der skulle ske dem noget, hvis de ikke betalte til tiden, opstod idéen om et røveri.
/ritzau/