14-årig kørte galt i stjålen bil
Stoppet af ligusterhæk, da han var på vej ud for at køre markræs nær Silkeborg.
En 14-årig dreng fra Silkeborg måtte tirsdag aften sande, at det kan være sværere at køre en bil end at stjæle den.
Hos en bilforhandler på Bavnehøjvej lykkedes det ham at stjæle en 16 år gammel VW Polo uden nummerplader, hvori han kørte til Resenbro. Men på Sensommervej blev det åbenbart for svært at styre køretøjet, som havnede inde i en ligusterhæk.
Drengen var heldig at slippe fra uheldet uden skader. Til de tilkaldte politibetjente forklarede han, at hans mening havde været at køre markræs i den gamle Polo.
Da den uheldige biltyv er under den kriminelle lavalder, kan han ikke straffes for sine handlinger. I stedet bliver han en sag for de sociale myndigheder. I samarbejde med hans forældre skal de nu lave en handlingsplan for drengens videre færd i livet.