Vil ikke være chef: Alice synes, hun har for meget ansvar
Som formand for menighedsrådet er Alice Frost Larsen også chef for de fuldtidsansatte i kirken. Det vil hun gerne gøre op med.
Når Alice Frost Larsen hilser på graverne på sin gåtur ved Tranebjerg Kirke på Samsø, er det ikke kun en venlig hilsen fra en besøgende.
Hun laver frivilligt arbejde som formand for menighedsrådet, og hun er derfor chef for kirkens ansatte.
Men hun mener ikke, det er hensigtsmæssigt, at hun som frivillig er chef for de fuldtidsansatte ved kirken og derfor har ansvaret for personalet.
- Det er indlysende, at man sætter en person til at varetage en opgave, de reelt ikke har kompetencen til. Vi er jo lægfolk, og det foregår på fritidsbasis. Det er akilleshælen i det her system, siger Alice Frost Larsen.
Hun mener derfor, at der skal gøres op med den måde, kirkerne ledes på, og hun er langt fra alene.
En relativt stor andel af de ansatte og frivillige i den østjyske folkekirke er utilfredse med, hvordan ledelsen af kirkerne er organiseret. Det viser en rundspørge, som TV2 Østjylland har lavet.
Her svarer hver femte, at de er utilfredse med, at ledelsen i kirken er delt mellem biskoppen, som er chef for præsterne, og menighedsrådene, som har ledelsen over de øvrige ansatte.
Søndag kunne TV2 Østjylland fortælle om graveren Pia Bluhm, der er én blandt mange ansatte i den østjyske folkekirke, som har oplevet samarbejdsproblemer med deres nærmeste ledere i menighedsrådet.
For Pia Bluhm gik det så vidt, at hun blev sygemeldt med stress, efter hun selv valgte at forlade kirken på grund af det, hun opfattede som et dårligt arbejdsmiljø.
Flere af deltagerne i TV2 Østjyllands rundspørge har valgt at uddybe deres besvarelse med kommentarer i anonym form, og de påpeger blandt andet problemer i forhold til menighedsrådene.
- Generelt har jeg ikke tillid til menighedsrådene, skriver en.
- Mere diktatorisk end samarbejdende, skriver en anden.
- Man "styres" af et menighedsråd, som ingen viden har om personaleledelse, skriver en tredje.
Utilfredshed med delt ledelse
Det er netop på grund af eksempler som Pia Bluhmes, hvor samarbejdet mellem medarbejder og menighedsråd går galt, at Alice Frost Larsen er utilfreds med måden, kirkerne er ledet på.
Hun kender til flere steder, hvor der har været lignende problemer.
- Og det handlede tydeligvis om, at man ikke havde en synlig og en-strenget-ledelse, siger Alice Frost Larsen.
Det specielle ved folkekirken er, at de ansatte i den enkelte kirke har to ledelser.
Mens præsterne har provsten og biskoppen som deres chefer, så har de frivillige i menighedsrådet ansvaret for alle de andre ansatte i kirken - for eksempel gravere, kordegne og organister. Og de frivillige i menighedsrådene er ikke nødvendigvis uddannet til at have personaleansvar.
- Jeg synes, det er noget underligt noget, at præsterne har én chef, og resten har en anden chef, siger Alice Frost Larsen.
Piller folket ud af folkekirken
Men hvis man tager ansvaret for personalet fra menighedsrådene, så risikerer man at røre ved folkekirkens essens.
Det mener Jakob Schow-Madsen. Han er menighedsrådsmedlem i Horsens Klostersogn, og han synes, det er godt, at ansvaret ligger lokalt hos menighedsrådene.
- Hvis man ligger det over til provstiet eller stiftet, så bliver der meget langt mellem den enkelte ansatte, og den, der har arbejdsgiveransvaret, siger Jakob Schow-Madsen
Han anerkender, at der kan være problemer med samarbejdet med ansatte i nogle menighedsråd, men han mener ikke, det er rimeligt at skyde skylden på de frivillige kræfter over en bred kam.
- Det er som om, at menighedsrådene er blevet den store skurk i fortællingen, siger Jakob Schow-Madsen.
Han savner et godt alternativ fra kritikerne.
- Det, jeg synes, man mangler at svare på, er, at her har vi en demokratisk forankring, der er lokal. Hvor skal man ellers lægge ansvaret hen, spørger han.
Jakob Schow-Madsen frygter, at man er inde og pille ved den lokale forankring i folkets kirke, som ifølge ham er vigtig.
- Har vi en folkekirke uden folket er med, så har man i høj grad pillet folket ud af folkekirken, siger Jakob Schow-Madsen
Vil have fokus på arbejdsmiljø
Tilbage på Samsø er Alice Frost Larsen uenig i den analyse.
Selv om hun opfordrer til, at ansvaret for personalet flyttes ud af menighedsrådene, mener hun ikke, at det er ensbetydende med, at man fjerner folket fra folkekirken.
Ifølge hende skal menighedsrådene stadig have et stort ansvar i kirkerne, bare på andre områder. Alice Frost Larsen har dog ikke noget entydigt bud på, hvor personaleansvaret så skal ligge, men hun føler, at der er behov for en forandring.
- Alle andre steder taler man om arbejdsmiljø - bare ikke i folkekirken. Måske netop derfor skulle vi prøve at løfte folkekirken ind i det 2100-århundrede.
Sådan gjorde vi
TV2 Østjyllands rundspørge til den østjyske folkekirke er i alt sendt til 1.816 præster, øvrige ansatte og menighedsrådsmedlemmer i den østjyske folkekirke. Heraf har i alt 627 personer svaret på hele eller dele af vores rundspørge. Det er 34 procent af.
Vi spurgte fra begyndelsen de 14 provstier, om de ville hjælpe os med at skaffe mailadresser på alle tilknyttede til kirkerne. Det ønskede de af forskellige årsager ikke at hjælpe med, med undtagelse af Norddjurs Provsti Derefter skaffede vi selv alle offentligt tilgængelige mailadresser og opfordrede samtidig modtagerne til at gøre deres kollegaer opmærksomme på undersøgelsen, så de også kunne deltage. Besvarelserne har været anonyme, men folk har haft mulighed for at efterlade deres kontaktoplysninger, så vi kunne kontakte dem efterfølgende - enten til baggrundsinformation eller til interviews. Vi ved, at der er 381 præster i Aarhus Stift, som vi her definerer som Østjylland. Der er 1827 menighedsrådsmedlemmer og 1963 ansatte.
Vi ville gerne have set mere lokalt på en stor arbejdsmiljøundersøgelse, som Kirkeministeriet for kort tid siden offentliggjorde. Vi har dog ikke kunnet få aktindsigt i besvarelserne fordelt på geografi, og derfor har det ikke været muligt.
Hvorfor er der så forskellige antal, som har svaret og blevet spurgt?
Nogle spørgsmål og formuleringer er blevet målrettet bestemte grupper i folkekirken - eksempelvis præster eller menighedsrådsmedlemmer. Når formuleringerne ændrer sig, så kan svarene ikke sammenlignes direkte. Derfor ser vi nogle gange på det enkelte spørgsmål som gruppen har modtaget - og så fortæller vi konkret, hvor mange som har svaret på det spørgsmål, og hvordan svarene fordeler sig.
Kilde: TV2 Østjylland og Aarhus Stift