Undersøgelse: Tror ikke på regeringens løfte
Undersøgelse blandt lønmodtagere viser, at 61 procent er utilfredse med udsigt til at miste en helligdag.
Tre ud af fire lønmodtagere tror ikke på det, når regeringen lover kompensation for at arbejde på afskaffet helligdag.
Det viser en undersøgelse som Norstat har lavet for fagforeningen Business Danmark.
SVM-regeringen annoncerede i december, at store bededag ikke længere skal være en helligdag. Det fik både fagbosser og lønmodtagere op af stolen.
To dage efter lovede beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) så, at danskerne vil blive kompenseret for at arbejde på dagen.
Men det løfte køber 74 procent af lønmodtagerne ikke.
Kommer til at drukne
Lønmodtagerne er bekymrede for, at kompensation for den manglende helligdag, kommer til at drukne i kompensation for en periode med høj inflation.
Det fortæller landsformand i fagbevægelsen Business Danmark Jens Neustrup Simonsen. Business Danmark
- Vi opfordrer til, at regeringen får sat en pris på den her helligdag, så man får lavet en lovgivning, der siger, at lønmodtagerne skal kompenseres.
I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) bakker administrerende direktør Jacob Holbraad op om og glæder sig over regeringens ønske om at hæve arbejdsudbuddet.
- Vi synes, at det er klogt at øge arbejdsudbuddet. Hvis flere arbejder i Danmark, og der er mere arbejdskraft, så får vi bedre råd til nødvendige investeringer i forsvar, uddannelse, grøn omstilling og sundhed.
- Det har vi behov for, og det er jeg sikker på, at alle danskere også gerne vil have, siger han.
Utilfredse med mistet helligdag
Undersøgelsen viser også, at 61 procent af de danske lønmodtagere er utilfredse med udsigten til en helligdag mindre, mens 10 procent er tilfredse og 29 procent ikke har taget stilling.
Hos Business Danmark er de enig i, at arbejdsudbuddet skal hæves, men havde foretrukket, at det ikke var gennem en afskaffet helligdag.
- Vi lever i et tidsløst samfund, hvor arbejdstid og fritid glider mere og mere sammen. Helligdagene giver vores medlemmer mental ilt, siger Jens Neustrup Simonsen.
Undersøgelsen er foretaget i perioden 16. til 29. december blandt et repræsentativt udsnit af Norstats panel bestående af 1230 lønmodtagere over 18 år.
/ritzau/