Tirsdag går det løs: Sådan bruger du coronapasset
Døren til et nogenlunde normalt samfund står på klem. Tirsdag åbner den yderligere, hvis vi har nøglen - coronapasset. Men hvordan er det lige, det fungerer?
Tirsdag går det løs.
Friheden er til at dufte, og følelsen af nyklippede spidser er inde for rækkevidde.
Men før du kan få blæk i huden og nyde brisen på din fresh fade, skal du have dit coronapas klar.
Men hvordan fungerer det? Hvor kan jeg finde det? Og hvor kan jeg bruge det? Har man overhovedet et coronapas, hvis man ikke er vaccineret? Kan vi rejse nu?
Der er to former for coronapas. Ét hvis du er blevet vaccineret, og ét til, hvis du ikke er.
Der er ikke den store forskel, men når du er vaccineret, slipper du for at blive testet hele tiden, og derved undgår du at skulle opdatere dit coronapas, hver gang du har taget en test.
Hvis du ikke er vaccineret:
Hvordan fungerer det?
Hvis du er blevet testet negativ for COVID-19, kan du se og downloade dit coronapas.
Det gælder både PCR-test og antigentest, det man også kalder lyntest.
Du kan finde dit negative testsvar i MinSundhed eller på sundhed.dk eller du kan få dokumentation for en negativ antigentest hos en privat testudbyder.
Det er vigtigt, at du downloader det, da det først der får et gyldigt dokument ID.
Du kan først se dit coronapas for COVID-19 test, når laboratoriet har analyseret din prøve og frigivet svaret.
Du får kun et coropas, hvis den er negativ, og testen ikke er ældre end 72 timer
Kilde: Sundhed.dk
Hvor finder jeg mit coronapas?
Du finder og downloader dit coronapas på sundhed.dk. Det kræver, at du logger ind med NemID. Når det er downloaded, kan du printe det ud og tage det med, der hvor du skal bruge det.
Du kan også hente appen "MinSundhed" i enten App Store eller Google Play, her skal du også logge ind med dit NemID, og så fungerer appen som dit coronapas.
I MinSundhed-appen kan man må på nuværende tidspunkt kun hente et Coronapas for COVID-19 vaccination. Man kan hente det, hvis man har gennemført hele sit vaccinationsforløb. Et Coronapas for COVID-19 test forventes klar i MinSundhed i midten af april.
MinSundhed-appen kommer til at fungere som dit coronapas indtil udgangen af maj, hvor regeringen forventer at lancere en mere avanceret og brugervenlig app til coronapasset.
Kilde: Statsministeriet
Hvor kan jeg bruge mit coronapas?
Her skal du vise coronapas i 2021:
- Hos liberale serviceerhverv som frisører og tatovører fra den 6. april.
- Ved udendørs servering på restauranter og cafeer mv., museer, kunsthaller samt biblioteker fra den 21. april.
- Ved indendørs servering på restauranter og cafeer mv., konferencer, spillesteder, teatre, biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter fra den 6. maj.
- Til indendørs idræt for voksne over 18 år fra den 6. maj.
- Ved resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter fra den 21. maj.
- Ved indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoo mv. og legelande fra den 21. maj.
- På daghøjskoler og aftenskoler fra den 21. maj.
Børn og unge under 18 år skal ikke vise coronapas, når indendørs idræt i organiseret regi åbner den 21. april.
Kilde: Statsministeriet
Kan jeg rejse med dette coronapas?
Ja, men... Der kan gælde særlige regler i nogle lande, og der kan forekomme ændringer i disse regler med kort varsel.
Nogle lande kræver for eksempel, at du benytter deres nationale formular for testresultatet og får den underskrevet af en læge, hvor andre lande vil se passet som fyldestgørende dokumentation for en negativ COVID-19 test.
Det anbefales derfor, at du som rejsende altid orienterer dig om de gældende regler på den danske ambassades hjemmeside i pågældende land.
Det er samtidig en god idé, at du orienterer dig om Udenrigsministeriets rejsevejledninger, før du rejser til udlandet.
De nuværende coronapas-løsninger på sundhed.dk og i appen MinSundhed kan allerede i dag bruges til dokumentation i forbindelse med rejseaktivitet på tværs af landegrænser.
Kilde: Sundhed.dk og coronasmitte.dk
Hvad nu hvis jeg tidligere har været smittet?
Du kan bruge tidligere smitte med COVID-19 som dokumentation ved at vise testsvaret fra din positive test.
Hvis du er testet positiv med en antigentest opfordres du til at få foretaget en PCR-test for at få bekræftet resultatet.
Din positive test skal være foretaget inden for de seneste 2-12 uger for at være gyldig som dokumentation
Du kan finde din positive test i MinSundhed.
Kilde: Coronasmitte.dk
Hvem er undtaget for at vise coronapas?
Kravet om coronapas gælder ikke for følgende:
- Børn under 15 år
- Personer der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en COVID-19 test
- Personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en COVID-19 test
Hvis du er vaccineret:
Hvor finder jeg mit coronapas?
Du finder og downloader dit coronapas på sundhed.dk. Det kræver, at du logger ind med NemID. Når det er downloaded, kan du printe det ud og tage det med, der hvor du skal bruge det.
Du kan også hente appen "MinSundhed" i enten App Store eller Google Play, her skal du også logge ind med dit NemID, og så fungerer appen som dit coronapas.
Den app kommer til at fungere som dit coronapas indtil udgangen af maj, hvor regeringen forventer at lancere en mere avanceret og brugervenlig app til coronapasset.
Kilde: Statsministeriet
Hvornår kan jeg få et coronapas for COVID-19 vaccinationen?
Du SKAL have afsluttet dit COVID-19 vaccinationsforløb, før du kan hente dit coronapas for COVID-19 vaccination.
Din vaccination vil være gyldig som dokumentation fra to uger efter, du har fået den afsluttende vaccinedosis.
Kilde: Sundhed.dk
Kan jeg rejse med dette coronapas?
Ja, men på nuværende tidspunkt fraråder Udenrigsministeriet alle rejser til hele verden. Passet vil derfor primært være relevant for erhvervsrejsende, som har behov for at deltage i kritiske forretningsaktiviteter i udlandet.
Hvis du skal ud at rejse anbefales det, at du printer dit coronapas, så du altid kan fremvise det, hvis det bliver nødvendigt på din rejse - Der kan være dårlig internetforbindelse i udenlandske lufthavne, og derfor kan det være nødvendigt at kunne fremvise et fysisk coronapas.
Det er en klar forventning, at coronapasset også skal bruges til, at danskere igen kan rejse mere frit på tværs af landegrænser. Først i EU og senere til resten af verden. Mange lande stiller i dag krav om negativ test ved indrejse, mens andre tillader fx karantænefri indrejse ved fremvisning af dokumentation for vaccination – og dermed vil oplysningerne i coronapasset også kunne bruges uden for Danmarks grænser.
De nuværende coronapas-løsninger på sundhed.dk og i appen MinSundhed kan allerede i dag bruges til dokumentation i forbindelse med rejseaktivitet på tværs af landegrænser.
Kilde: Sundhed.dk og Coronasmitte.dk