Tekniske problemer hindrer opdatering af smittetal onsdag
Ifølge Statens Serum Institut bliver coronatal først opdateret igen torsdag efter tekniske problemer onsdag.
De daglige tal for antallet af nye smittede med coronavirus i Danmark bliver ikke opdateret onsdag. Det oplyser Statens Serum Institut.
Årsagen er tekniske problemer. Seruminstituttet kan ikke uddybe, hvilke tekniske problemer der er tale om.
Tallene bliver opdateret igen torsdag klokken 14, som hidtil har været praksis.
Læs også
De daglige smittetal giver borgere bedre mulighed for at forholde sig til coronasituationen og nye restriktioner i landet.
Det vurderer speciallæge i infektionsmedicin ved Aarhus Universitet Christian Wejse.
- Hvis vi forestiller os, at de ikke var tilgængelige, så ville vi jo alligevel hele tiden være nødt til at forholde os til, at der kommer restriktioner. Og det kan man så være mere eller mindre tilfreds med, siger han.
Statusbillede
Han uddyber, at det derfor er positivt, at borgere med de daglige tal har noget konkret at forholde sig til og kan se fordelingen af smittede på eksempelvis aldersgrupper og områder.
- De daglige tal giver os et billede af situationen. Det er rigtig hensigtsmæssigt, at vi har et billede af, hvor vi er lige nu, siger Christian Wejse.
Læs også
Den manglende opdatering onsdag betyder, at det indtil videre er uvist, hvor mange der testet positive for coronavirus det seneste døgn i Danmark.
Det vides heller ikke, hvor mange indlagte eller døde med coronavirus der er det seneste døgn.
De seneste tal, som altså blev opdateret tirsdag, viser, at der er 55 indlagte med coronavirus i Danmark. 633 er døde med virusset. Tirsdag var i alt 20.571 bekræftet smittede med coronavirus.