Signe begik selvmord: - Hun blev en kastebold i systemet
Hun vendte hjem fra Afghanistan med traumer i rygsækken, og i Danmark fik hun aldrig den nødvendige hjælp. Nu har hendes mor skrevet en bog om hendes oplevelser.
Hun fortalte om sin tid i Afghanistan, om sine ar på sjælen og om, hvordan hun kæmpede sig videre mod en lysere fremtid.
For hun var positiv – både i sin indstilling til livet og i TV2 ØSTJYLLAND’s dokumentar ’Krigen i kroppen’.
Men hun var også skadet efter et halvt år i Afghanistan og de oplevelser, der fyldte i hendes krop og bevidsthed efter hjemkomsten.
Og et år efter dokumentaren slap modet op. Den 10. august 2016 tog Signe Aaen Madsen sit liv.
Hun blev begravet på sin fødselsdag den 16. august. Dagen hvor hun skulle være fyldt 26 år.
Nu fortæller hendes mor Gunhild Aaen Madsen sin datters historie.
Om Signes drøm om at gøre karriere i militæret, om hendes kamp for at vende tilbage til livet i Danmark og om de svigt, hun mødte gang på gang, da hun havde allermest brug for hjælp.
- Jeg havde en følelse af, at jeg var nødt til at skrive bogen. Det har givet mig mulighed for at komme ned i mange hjørner af den sorg og det tab, jeg har haft, siger Gunhild Aaen Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.
For det kan være ufatteligt svært at begribe, hvad der får et menneske til helt at opgive livet.
Og selvom Gunhild Aaen Madsen formentlig aldrig vil nå den fulde forståelse af, hvilken kamp hendes datter kæmpede, har hun alligevel opnået en dyb indsigt i den.
- Det har hjulpet mig til at forstå den smerte, håbløshed og fortvivlelse og samtidig håb og tro på fremtiden, min datter har haft. Det har givet mig en forståelse for – uden helt at forstå noget som helst – hvad det egentlig var, min datter var oppe imod, siger hun.
Bogen er skrevet i tre dele. En om Signes egen historie, en om hendes historie fortalt gennem kollegaer og udsendte i Afghanistan og en sidste om hendes historie fortalt ud fra et utal af journaler fra hendes behandlingsforløb.
Den sidste del af bogen rummer derudover også en sammenligning mellem Signes historie, og historien om to andre krigsveteraner, der samme sommer som Signe, tog deres eget liv.
- Da jeg begyndte at have overskud til igen at læse aviser, kunne jeg se, at der var en sammenhæng mellem det, Signe havde oplevet, og det, de to andre veteraner havde oplevet. Hun blev en kastebold i et system, der ikke rummede hende, og det samme gjorde andre, siger Gunhild Aaen Madsen.
Fik aldrig den rette hjælp
Det er netop frustrationen over ikke at have fået den nødvendige hjælp, der fylder for Gunhild Aaen Madsen og som udover indsigten i sin datters helbred, drev hende til at skrive bogen.
- Det er vigtigt, at man erkender de ting, der er gået galt, så man kan lære af dem. Signe ville gerne selv have skrevet en bog om sine oplevelser, men nåede det aldrig. Jeg kan ikke skrive den for hende, men jeg kan skrive min egen version, siger hun.
Gunhild Aaen Madsen og hendes mand var kun 15 minutter fra psykiatrisk afdeling, hvor de havde aftalt at mødes med Signe, da de fik besked om, at hun havde taget sit eget liv.
Ifølge moren var det et fejlslået behandlingsforløb og oplevelserne fra Afghanistan, der i sidste ende tog livet af hendes datter.
- Jeg tror, Signe stadig havde været her, hvis de havde passet ordentligt på hende, siger hun.
Den ultimative pris
Titlen på bogen er: ’For Danmark den ultimative pris’ med undertitlerne ’Hvem fik vi hjem? Er Danmark for dem?’.
Gunhild Aaen Madsen mener, at der er stor symbolik i titlen.
- Signe tog ud i verden for at gøre en indsats for Danmark og for at gøre en forskel for andre mennesker. Det betalte hun den ultimative pris for, da hun kom hjem. For hun døde af det, siger Gunhild Aaen Madsen.
Om undertitlerne siger hun:
- Vi sendte en rask pige ud, og vi fik en pige hjem med oplevelser, der ville være livsforandrende for hende. Hun havde brug for hjælp til at komme videre, men blev mødt af et system, der ikke hørte hende, siger hun.
Signe var udsendt fra august 2011 til februar 2012. I hendes lejr var kun én anden kvindelig kollega.
Hun var i konstant alarmberedskab overfor den krig hun stod i, men også overfor de mandlige afghanske soldater, der boede i lejren.
Det var især forsøget på et seksuelt overgreb fra en af de afghanske soldater, og efterfølgende svigtet fra hendes mandlige kollegaer, der blev skyld i Signes dybe traumer.
På trods af stærke symptomer på PTSD, blev hun aldrig behandlet eller diagnosticeret – og hun fik derfor aldrig den hjælp, hun havde brug for.
- Det er kritisk, at man ikke ser soldaten, som en soldat, når de vender hjem. Signe blev testet for alle mulige psykiske lidelser, men fik på trods af mange tegn på PTSD aldrig diagnosen, siger Gunhild Aaen Madsen.
Hun fortsætter:
- På et tidspunkt kan man blive træt af at kæmpe for sit liv, når man føler, man ikke bliver hørt, siger hun.