Politiet forbyder rockerklub midlertidigt
Det bliver Retten i Helsingør, som skal afgøre, om det vil være i strid med Grundloven at opløse rockerklub.
Politiet har besluttet at nedlægge et midlertidigt forbud mod rockerklubben Bandidos MC i Danmark.
Det oplyser klubbens forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, til Ritzau.
En særlig afdeling af politiet har indkaldt til en briefing af pressen klokken ti onsdag. Her vil National Enhed for Særlig Kriminalitet orientere om udviklingen i forbudssagen.
I strid med Grundloven?
Politiets afgørelse om et forbud betyder, at sagen skal indbringes for retten. Det bliver Retten i Helsingør, som skal afgøre, om det vil være i strid med Grundloven at opløse foreningen.
Umiddelbart betyder forbuddet, at det vil være ulovligt at færdes i det offentlige med rygmærker og andre kendetegn.
4. april annoncerede justitsministeren, at en forbudssag blev indledt, og derefter fik Bandidos en frist til at gøre indsigelser. Dette svar sendte advokat Michael Juul Eriksen til politiet 6. maj.
Paragraf i Grundloven kan opløse foreninger
Politiet har onsdag besluttet at nedlægge et midlertidigt forbud mod rockerklubben Bandidos MC i Danmark.
Nu skal Retten i Helsingør afgøre, om forbuddet er lovligt og stemmer overens med Grundloven.
Her kan du blive klogere på loven:
* Grundlovens paragraf 78 giver folk ret til at samle sig i foreninger, som har et lovligt formål - eller øjemed, som det hedder i loven.
* Men man kan opløse en forening eller en gruppe, hvis der er beviser for, at foreningen har et ulovligt øjemed.
* Netop dette gjorde sig gældende, da Højesteret besluttede endegyldigt at opløse banden Loyal To Familia (LTF) i september 2021.
* Højesteret fandt, at LTF måtte anses for at være en forening, og at banden havde begået omfattende og alvorlig kriminalitet. På det grundlag besluttede man at opløse banden.
* Paragraffens stk. 2 indeholder desuden en bestemmelse, hvor foreninger, som søger at opnå deres formål gennem vold, kan opløses.
* Den blev i brugt i by- og landsret i LTF-sagen, men Højesteret tog ikke denne bestemmelse i brug, og ingen forening er nogensinde blevet opløst efter den bestemmelse.
Kilder: Københavns Politi, Retsinformation og Ritzau.