Politiet advarer: Vinterferie er ofte højsæson for indbrud
Med simple tiltag kan man minimere risikoen for at komme hjem til en ubehagelig overraskelse efter vinterferien, lyder det fra politiet.
Vent med ferie-opslag på sociale medier til du er hjemme igen og lad opvasken stå fremme. Det er eksempler på simple tiltag, der ifølge politiet kan være med til at holde indbrudstyve ude af hjemmet.
Selvom antallet af indbrud i det østjyske falder, er det nemlig en god idé at tage sine forholdsregler for at gøre det så svært for tyvene som muligt.
Især hvis man i den kommende tid skal være væk fra sit hjem i længere tid i anledning af vinterferien.
Læs også
I en pressemeddelelse fortæller Østjyllands Politi, at 1913 østjyske borgere kom hjem til en grim overraskelse i 2020. Det er betydeligt færre end året før, hvor 2498 østjyder anmeldte et indbrud.
Vicepolitiinspektør: Godt tidspunkt at sikre sit hus
Men tallet må gerne fortsætte med at falde yderligere, lyder det fra politiet:
- Corona-nedlukningen har betydet, at mange er hjemme det meste af tiden. Det giver færre gode tidspunkter for tyvene til at komme på besøg, så det er nu vi skal sikre, at tallene forbliver lave, siger Camilla Holdorff Nielsen, vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, og fortsætter:
Læs også
- Selvom vinterferien ikke går til alperne i år, er der mange der tager væk f.eks. i sommerhus i ferien. Vores erfaring er, at ferie-perioderne er højsæson for indbrudstyve, så lige nu er et rigtig godt tidspunkt at få sikret sit hus.
Vicepolitiinspektøren siger, at borgerne selv kan gøre meget for at forhindre indbrud. Det handler blandt andet om at tage et kig på døre og vinduer og finde de svage stede:
- Ved f.eks. at skifte låsen, montere hasper på vinduerne eller sætte glaslisterne fast med sikkerhedsskruer, gør man det væsentlig mere vanskeligt for tyven at komme ind. Det er vores opfordring, at man bruger tiden hjemme nu på at sikre sit hus så godt som muligt mod grimme overraskelser, siger Camilla Holdorff Nielsen i pressemeddelelsen.
Politiets 5 gode råd før du tager på vinterferie
- Snak med dine naboer. Tilmeld jer nabohjælp og lav en aftale om at holde øje hos hinanden. Tyvene vil for alt i verden ikke genkendes, så hvis de fornemmer, at naboerne kigger, hvis der kommer en fremmed bil, eller at der bliver hilst på fremmede på vejen, så vil de ofte gå igen.
- Få det til at se ud, som om du er hjemme. Lad opvasken stå fremme på bordet, sæt musik på som kan høres udefra, lad noget af lyset være tændt eller brug et tænd-og-sluk ur eller få din nabo til at parkere i din indkørsel.
- Sæt dine værdigenstande væk fra vinduerne, så de ikke kan ses udefra. Dyre computere, designer-møbler eller smykker kan være svære for tyven at modstå.
- Vent med ferie-opslag på de sociale medier, til du kommer hjem. Nogle gange kigger tyvene med.
- Gør det svært for tyven at komme ind. Monter beslag og hasper og skift til mere sikre låse. Lås værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud.
Kilde Østjyllands Politi