Absurd? Optælling viser overvægt af halvnøgne kvinde-statuer
En optælling viser, at statuer af kvinder ofte er halvnøgne og ukendte, mens dem af mændene er historiske og fuldt påklædte.
Mændene har tøj på, mens kvinderne er nøgne eller halvt påklædte.
Ja, og så er mændene ofte ægte, historiske personer, mens kvinderne tit er fiktive.
Det er Museum of Art in Public Spaces, der sammen med Kulturministeriet har lavet den første totale kortlægning af alle Danmarks 1538 statuer, og der er en klar overvægt af mænd blandt dem.
Kun Horsens og Randers Kommune har flere kvinder end mænd som statuer eller buster i det offentlige rum.
Kortlægningen viser desuden, at kunstnerne bag har haft en tendens til at fremstille flere afklædte kvinder end kvinder med en historisk betydning.
Det er absurd, lød det mandag fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (V).
- Det sender et helt forkert signal. Når en lille pige eller en ung kvinde bevæger sig rundt i Danmark og ser vores statuer i det offentlige rum, kunne de nemt få det indtryk, at kvinders værd primært ligger i deres krop, siger ministeren og tilføjer, at kvinder har spillet en betydningsfuld rolle i vores fælles historie.
- Det bør vores offentlige rum også afspejle.
Vi kan godt diskutere, om det her stadigvæk er relevant og okay
Lise Skytte Jakobsen er lektor i kunsthistorie på Aarhus Universitet.
Hun siger til TV2 Østjylland, at en ting som statuer i det offentlige rum selvfølgelig skal fortolkes - som de i øvrigt altid er blevet.
- Det er meget den der me-too-logik, at det pludselig er gået op for folk, at man godt kan stille spørgsmål ved det her. Altså, vi kan godt diskutere, om det her stadigvæk er relevant og okay, siger Lise Skytte Jakobsen.
Løsningen er flere kvinder
Kortlægningen er foretaget på initiativ af netop kulturministeren, der mener, at kortlægningen bør give anledning til eftertanke hos de 75 kommuner, der ikke har en eneste statue af en kvinde med historisk betydning. Blandt dem Syddjurs, Samsø og Odder.
Kommune |
Kvinder |
Mænd |
Ukendt køn |
Blandet køn |
|---|---|---|---|---|
Favrskov |
3 |
3 |
0 |
0 |
Horsens |
12 |
7 |
0 |
0 |
Norddjurs |
4 |
7 |
0 |
0 |
Odder |
0 |
2 |
0 |
0 |
Randers |
11 |
8 |
0 |
1 |
Samsø |
0 |
1 |
0 |
0 |
Silkeborg |
2 |
6 |
0 |
1 |
Skanderborg |
4 |
6 |
0 |
0 |
Syddjurs |
0 |
1 |
0 |
0 |
Aarhus |
19 |
37 |
2 |
5 |
Kilde: Kilde: Museum of Art in Public Spaces
Det betyder ikke, at statuer af nøgne kvinder eller vigtige, historiske mænd skal fjernes. Der skal derimod laves flere statuer af kvinder i den kommende tid, hvis det står til ministeren.
Og denne gang skal der mere tøj på, siger han.
På borgerbidrag.dk har danskere i en række måneder kunnet komme med deres idéer til, hvilke historiske kvinder der mangler i bybilledet.
Snart bliver det offentliggjort, hvem man kan støbe i bronze eller hugge i granit.