Nu rykker Ikea til provinsen - er klar med ny form for udbringning
Møbelforretningen Ikea etablerer flere afhentningssteder, som skal gøre indkøb nemmere for kunderne.
Mange er helt sikkert faldet over Facebook-opslag med tekster som: 'Hvis nogen skal i Ikea, vil jeg gerne have en reol og fire dækservietter med'. Nu slipper du formentlig for synet af dem.
For møbelforretningen har lavet en løsning for alle dem, der ikke bor tæt på eksempelvis kædens afdeling i Aarhus.
37 afhentningssteder, herunder tre i Østjylland, skal gøre det nemmere for kunderne at få varer helt hjem.
- Vi vil gøre det mere bekvemt for vores kunder. De kan nu bruge vores 'Klik & Hent'-service, hvor de bestiller varer på nettet og får dem bragt ud til udvalgte steder, forklarer salgschef i Ikea Aarhus, Thomas Burian-Hansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
I Østjylland kommer de tre afhentningssteder til at ligge i Silkeborg, Skanderborg og Horsens.
Du kan se helt præcist hvor her og læse mere om tilbuddet.
Nemt for alle kunder
- Hver dag i det samme tidsrum typisk mellem kl. 17-19 komme vores varebil ud med de indkøbte møbler og tilbehør. Man kan bestille til levering næste dag, også selvom du er den eneste, siger Thomas Burian-Hansen.
Ikea har indført den nye service for især at tilgodese de østjyder, der ikke bor i Aarhus og muligvis har rigtig langt til den fysiske forretning.
- Det er ikke alle, der har lige lidt ved at komme i Ikea, men de efterspørger stadig vores varer. Det skal også være nemt for dem, lyder det fra den aarhusianske salgschef.
Han oplever samtidig, at det er en generel tendens i markedet, at kunderne vil spare tid og handle nemt.
I første omgang kommer der så altså tre nye østjyske leveringssteder, og Thomas Burian-Hansen er ikke afvisende for, at der kan komme flere.
Flere steder kan komme på tale
De kunne for eksempel komme i Randers og på Djursland.
- Flere steder kan helt sikkert komme på, hvis der er behov for dem. Det vurderer vi hen ad vejen, siger salgschefen.
De tre første østjyske steder er placeret centralt i Silkeborg, Skanderborg og Horsens.
- De fire afhentningssteder ligger godt placeret og er nemme at komme til. I Silkeborg er det hos Go'on, vores fragtbil kommer til, mens det i Horsens er Spar-butikken på Smedetorvet og i Skanderborg Bloms Butikker, som er afhentningssteder. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan kunderne tager imod vores nye service, siger varehuschefen i Ikea Aarhus, John Kristian Sørensen.
Før det nye tiltag var det også muligt at få bragt Ikea-varer helt til dit hjem, men det koster fra 299 kr. og opefter. Den nye service koster 79 kr. pr. ordre.