Netværksproblem for Nets: NemID ramt af fejl
Nets oplever torsdag eftermiddag problemer med sit netværk. Derfor kan brugere have problemer med NemID.
Nets er torsdag eftermiddag ramt af en fejl på et netværk, hvilket betyder, at brugere oplever nedbrud hos NemID og med betalinger ved nethandel.
Det oplyser Nets, der er udbyder af blandt andet betalingsløsninger.
- Vi har her til eftermiddag haft nogle driftsforstyrrelser, som desværre berører flere af vores tjenester. Herunder NemID og også kortbetalinger på nettet, siger Søren Winge, der er pressechef i Nets.
- Omfanget af det er lidt svært at vurdere. Men det er primært NemID, der berøres.
Ukendt tidshorisont
Forstyrrelsen har stået på siden omkring klokken 15 og skyldes en fejl på et netværk i Norge ifølge Nets, der oplyser, at der arbejdes på en løsning på problemet.
- Vi mener at have identificeret fejlen og arbejder nu på at udbedre den. Det er lidt svært at vurdere hvor lang tid, der går, siger Søren Winge.
Nets står bag flere elementer til forbrugere og borgeres hverdag, og man kan derfor løbe ind i Nets' problemer flere steder.
Ifølge Nets selv er det især brugere af NemID og betalinger på internettet, der har været ramt af problemet.
Men enkelte forbrugere kan også være stødt på problemer med at betale ved fysiske betalingsmaskiner, omend problemet her ikke skulle være lige så stort.