Kontakter kvinder på stribe: - Det er jo nemt det her. De vil jo gerne
Manden skriver til kvinderne på Facebook Marketplace, og han er langt fra den eneste, der benytter platformen til den form for henvendelser.
Når kvinder sætter tøj til salg på Facebook Marketplace, risikerer de at modtage stærkt ubehagelige billeder og beskeder fra mænd, der tilsyneladende har svært ved at styre sig.
Og som TV2 Østjylland de seneste dage har afdækket, er fænomenet ganske udbredt. I en rundspørge blandt 200 kvinder, oplyser 129, at de har oplevet at få upassende og ubehagelige beskeder, efter at have oprettet annoncer med brugt tøj på Facebooks handelsplatform.
Det er jo nemt det her. De vil jo gerne.
TV2 Østjyllands journalist og fotograf har sat sig for at finde nogle af de mænd, der reagerer med seksualiserede og perfide beskeder, når de ser en annonce med brugt tøj for at finde ud af, hvorfor de gør det.
De opretter derfor 17 annoncer på Facebook Marketplace, hvor de blandt andet sætter bukser, t-shirts og sko til salg.
I løbet af få uger modtager de 13 henvendelser fra profiler, der er interesseret i alt andet end tøjet.
Nogle af dem, der skriver, ser tilsyneladende Marketplace som en form for datingsite og benytter annoncerne til at komme med komplimenter og spørge til muligheden for at invitere de to kvinder på date. Men der er også en, der uopfordret sender et nøgenbillede, og flere skriver og spørger om de må købe de to kvinders brugte sokker og trusser, selv om de hverken har sat sokker eller trusser til salg.
- Det er jo ikke bare trusserne, jeg vil se
TV2 Østjylland har efterfølgende kontaktet flere af mændene, for at høre, hvorfor de gør det.
Blandt andet en mand, der tilbyder at betale 1600 kroner for et par brugte trusser. Han indvilger i et interview, hvis han kan være anonym.
Hvorfor sender du sådan en besked?
- Det er fordi, otte ud af ti siger ja.
Synes du ikke, det er over grænsen?
- Ikke hvis det er seriøse voksne kvinder, for så skriver de jo nej tak, og så er der ikke mere i det.
Det er jo ikke bare trusserne, jeg vil se. Det er kvindens krop, jeg ser samtidig.
Der findes jo sider, hvor kvinder sælger brugte trusser. Hvorfor køber du dem ikke der?
- Det er jo kvinder, der lever af det, og man aner ikke, hvilke trusser man får. Det har jeg prøvet. Det er jo ikke bare trusserne, jeg vil se. Det er kvindens krop, jeg ser samtidig. Det er jo derfor, jeg betaler så meget, som jeg gør. Det er jo nemt det her. De vil jo gerne.
Har du tænkt over, at det kan opleves intimiderende og grænseoverskridende?
- De skriver jo nej tak, og så er det jo sådan, det er.
Skal helst kunne ses på
Når kvinderne optræder på Facebook Marketplace og andre platforme, er det fordi, der er større sandsynlighed for at få tøjet solgt, når potentielle købere kan se, hvordan det sidder. Det giver også bedre mulighed for at vurdere størrelsen.
Kilde: Trendsales
Sætter det nogle tanker i gang, når du hører, at der er kvinder, der synes, at det kan være grænseoverskridende?
- Nej, ikke når jeg ikke få beskeder tilbage. Så gør det ikke.
Skriver du til mange kvinder?
- Tre, fire stykker om dagen. Og jeg køber minimum to om dagen.
Og du har aldrig oplevet, at de synes, det er grænseoverskridende?
- Nej, for så havde de meldt mig.
Fra lovligt til strafbart
TV2 Østjylland har vist flere af beskederne til Emil Ludvigsen, der er fagkonsulent på Center for digital pædagogik for at få et bud på, hvad han mener, mændene har gang i.
- Man kan formode, at det skal være det lidt intime møde med en bestemt kvinde, der ikke har bedt om det, og hvor man kan føle, at det er lidt særligt, at jeg kan få lov at købe hendes trusser eller sokker. De kunne jo kontakte dem, der arbejder med det professionelt, men så er det måske ikke lige så særligt, for det kan andre også gøre, siger han.
Der ligger noget klinisk sadistisk i seksualiteten. Man ydmyger modtageren, og man er kontrollerende og styrende.
Det er ikke ulovligt at spørge andre, om man må købe deres brugte sokker og trusser, men sender man nøgenbilleder og tekst af seksuel karakter, kan det være blufærdighedskrænkende ifølge Straffeloven.
Og i de grovere eksempler, hvor mænd sender ubehagelige og stærkt seksualiserede beskeder og billeder, handler det primært om at chokere, krænke og fornedre modtageren.
Det forklarer psykolog Dorthe Olesen, der til daglig arbejder med personer, der har begået seksuel kriminalitet på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitetshospital.
- Det har ikke nogen værdi for dem at gøre det mod en, der gerne vil. Der ligger noget klinisk sadistisk i seksualiteten. Man ydmyger modtageren, og man er kontrollerende og styrende i forhold til modtageren, forklarer hun.
Marketplace
Marketplace-funktionen på blev tilgængelig i Danmark i august 2017 for alle med en Facebook-profil.
Når man gør brug af Marketplace, har man mulighed for at opdage, sælge eller købe varer gennem sin Facebook-konto. På den måde er det mere tilgængeligt for brugere, som allerede gør brug af Facebook dagligt.
Alle personer med en Facebook-profil har altså adgang til Marketplace, og det er ikke muligt for sælgerne at begrænse, hvem der kan se hvad. Alt er synligt for alle, og alle kan kontakte alle.
Kilder: Facebook og Center for digital pædagogik
Ifølge Dorthe Olesen forventer mændene derfor heller ikke en positiv reaktion. Det handler primært om at udleve deres egne fantasier på bekostning af de kvinder, de kontakter.
- Det er jo ikke en person, de kommunikerer med. De kommunikerer med deres egen fantasi om, hvad der kunne ske i den her situation. De aner jo ikke noget om, hvem det er, der er modtageren, siger hun.
Emil Ludvigsen deler mændene op i to kategorier. Den ene er de mænd, der gerne vil i kontakt med kvinder, men ikke forstår, at det ikke skal foregå på Facebook Marketplace. Den anden er dem, der helt bevidst forsøger at krænke kvinderne.
- Hvis det er mænd, der har en god intention, skal vi jo få dem til at forstå, at det ikke opleves sådan af kvinderne. Det må vi jo prøve at klare med dialog. Ved de mænd, der har en ond intention, skal vi måske have politi og myndigheder ind over, hvis det foregår over længere tid og får karakter af chikane, siger han.
Sådan har vi gjort
I arbejdet med historien har TV2 Østjylland kontaktet flere hundrede kvinder, der har haft tøj til salg på Facebook Marketplace, og spurgt dem, om de har modtaget upassende og krænkende beskeder, billeder og opkald, når de har sat ting til salg.
201 kvinder vendte tilbage, og af dem har 129 oplevet at få upassende og krænkende beskeder.
Vi har også forsøgt at kontakte personerne bag de facebookprofiler, hvor beskeder og billeder er sendt fra for at høre, hvorfor de gør det, og om de tænker på, at det kan være ubehageligt for de kvinder, de kontakter.
Manden, der medvirker i artiklen her, vil gerne forklare, hvorfor han kontakter kvinderne, men ønsker at være anonym. Da formålet netop er at få hans forklaring, har vi valgt at efterkomme hans ønske.
Det har ikke været muligt for TV2 Østjylland at efterprøve mandens påstande om, at otte ud af ti kvinder indvilger i at sælge deres trusser til ham. Det har heller ikke været muligt at verificere hans påstand om, at han aldrig har oplevet, at kvinder har fundet hans henvendelser grænseoverskridende.