Højeste antal smittetilfælde siden starten af oktober

Onsdagens smittetal er det højeste siden begyndelsen af oktober.

Foto: Odder Kommune

Siden tirsdag er der registreret 492 nye tilfælde med coronasmitte i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut onsdag i sin daglige opdatering.

De 492 nye smittetilfælde er det højeste antal, der er konstateret i løbet af et døgn siden 2. oktober. Dengang blev der registreret 536 tilfælde på et døgn.

Mange test

Stigningen i antallet af smittetilfælde skal ses i lyset af, at der er blevet foretaget flere prøver for coronavirus.

Siden tirsdag er der kommet svar på lidt over 40.000 prøver. Til sammenligning kom der mellem mandag og tirsdag svar på lidt under 30.000 prøver. I løbet af det døgn blev der registreret 290 nye tilfælde - det laveste i over en måned.

Ekspert ærgrer sig

- Det er lidt ærgerligt, at vi nu igen ser tal i den størrelsesorden. Vi har ellers ligget lidt lavere gennem nogle dage med en let faldende epidemikurve. Det er muligt, at vi nu er på vej ind i en ny stigning.

Læs også Coronasmitten breder sig i østjysk håndboldklub

Det siger epidemiolog og afdelingslæge Christian Wejse, Aarhus Universitetshospital, om smittetallet på 492.

- Jeg kan ikke lade være at se det høje antal smittede som udtryk for, at smitteopsporingen ikke fungerer godt nok, siger han.

Onsdag er antallet af indlagte coronapatienter opgjort til 104. Det er én mere end tirsdag.

Hen over det seneste døgn er der konstateret ét coronarelateret dødsfald.

/ritzau/