Eksperter uenige om hjemmetests - vi prøvede dem selv af
Den seneste måned er hjemmetest blevet endnu en måde at lade sig teste for coronavirus, men eksperter er uenige om deres præcision.
Test dig selv derhjemme og spring køen over i testcentret.
Det er en del af tiltrækningskraften ved de coronahjemmetests, man har kunnet få i håndkøb i den seneste tid.
Men virker de, som de skal? Fanger hjemmetestene smittetilfældene?
Det har TV2 ØSTJYLLAND sat sig for at undersøge i denne uge. Den simple - og uvidenskabelige - undersøgelse går ud på, at vi lod to medarbejdere tage ti hjemmetests hver og så undersøgte resultaterne.
Den ene medarbejder tog dem i sin lejlighed, hvor han i øjeblikket isolerer sig efter at være blevet smittet med coronavirus. Han forventede dermed, at testene ville slå ud som positive.
Den anden havde ikke grund til at tro, at han skulle være smittet, og forventede derfor det modsatte resultat.
Fanger seks ud af ti
Inden vi kommer til de uvidenskabelige resultater, skal vi dog lige høre fagfolkene om det centrale spørgsmål: Giver det egentlig mening at købe og tage hjemmetests?
Fra Lars Østergaard, professor og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, er svaret ja.
- Hjemmetests kan være en rigtig god ide, hvis det ellers er nogle gode hjemmetests. For får man et positivt resultat, kan man undgå at smitte nogen andre.
- Hvis man får et negativt resultat, kan man ikke altid regne med det, og derfor skal man heller ikke ændre sin adfærd af den grund. Man skal stadig passe på hinanden, siger Lars Østergaard.
Lars Østergaard var selv med til at undersøge de første hjemmetests, da de kom til landet. Her fik 800 personer i forbindelse med deres PCR-tests en selvtest med hjem.
- Hjemmetestene kunne finde cirka seks ud af ti af dem, der testede positive i PCR-testen, fortæller professoren.
Kort sagt gav hjemmetestene ikke nogen falske positive testsvar, men gav til gengæld falske negative svar, hvor testpersonen rent faktisk var smittet.
- Når man fanger seks ud af ti, er det trods alt bedre end nul, siger Lars Østergaard.
Men er det et godt resultat?
- At finde seks ud af ti er faktisk rigtig godt. De her seks ville ikke være blevet fundet, hvis man ikke havde sin hjemmetest. For har man symptomer, skal man gå ned og blive undersøgt med en PCR-test.
- Rent fagligt kan vi ikke bruge den
Anderledes lyder det fra Uffe Vest Schneider, afdelingslæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital i Region Hovedstaden, der også har forsket i hjemmetest.
Han mener ikke, at antigentesten er følsom nok og derfor kan man ikke bruge den til at identificere corona.
Resultatet afhænger nemlig af, hvor meget virus vi hver især producerer. Derfor kan man for eksempel godt teste negativ, selvom man har corona, hvis man nu ikke producerer særlig meget virus i kroppen.
- Lige nu tror jeg faktisk ikke, du kan bruge den til noget. Problemstillingen er, at vi bruger en test, der ikke er en screeningstest, til at fungere som en screeningstest. Så rent fagligt kan vi ikke bruge den.
- Vi kan håbe på, at vi fjerner nogle smittekæder, men ellers giver det ikke mening, siger Uffe Vest Schneider til TV2 ØSTJYLLAND.
Det kunne godt lyde, som om det er unødvendigt at teste sig selv to gange om ugen.
- Ja, og desværre kunne det godt tænkes at være rigtigt. Vi har ikke nogen data, der viser, at det her virker.
- Den problemstilling må vi smide tilbage til myndighederne, for det er meget fint at sige, vi vil bruge det her, men vi er også nødt til at dokumentere, at det virker, siger Uffe Vest Schneider.
Midlerne, der bliver brugt på testindsatsen, er for store til ikke at vide mere om, hvorvidt det virker, mener han.
- Det er en fundamental fejl at bruge så mange milliarder på det her uden at sætte penge af til kvalitetssikring af det.
- Vi er nødt til at lave den type studier, når vi bruger det her som et samfundskritisk værktøj. Vi er nødt til at vide, om der er økonomi i det, og om det, vi gør, er fornuftigt - eller om det bare er spild af penge, siger Uffe Vest Schneider.
20 testsvar
Og nu tilbage til TV2 ØSTJYLLANDs to selvtestende medarbejdere. For hvad viste deres i alt 20 hjemmetests?
Svaret er simpelt: Det, de skulle.
For den medarbejder, der allerede vidste, han var smittet, fik også ti positive testsvar tilbage.
Og den anden, der ikke er testet positiv, blev det heller ikke med hjemmetestene.