Vil have gratis vand på restauranter: "Et populistisk forslag"
Alternativet vil have gratis postevand på restauranter, men den idé går restauranterne i rette med. Det er ikke en menneskeret med gratis vand, mener de.
I sin tale ved Alternativets landsmøde lørdag præsenterer politisk leder Franciska Rosenkilde et nyt såkaldt vandudspil.
Hun kalder det "en redningsplan", og i alt vil partiet afsætte 43 milliarder kroner til en række tiltag.
- Det har vi, fordi vand er en forudsætning for alt liv på Jorden. Vandet er i et evigt kredsløb med os. Vi låner det af fortiden, og vi giver det videre til fremtiden.
- Derfor skal vi passe på vores vand, siger Franciska Rosenkilde i sin tale.
Restaurantvand skal være gratis
Et af tiltagene i udspillet er, at der skal være gratis postevand på restauranter.
Desuden vil Alternativet opsætte 20.000 drikkevandsfontæner rundt i landet med gratis vand i byrum, skoler og institutioner.
Et af målene med det er, at "vi skal have langt mindre vand på flaske". Det forklarer Franciska Rosenkilde efter talen.
Gratis postevand på restauranter vil dog ikke betyde, at restauranter skal forbydes at sælge vand på flaske.
- Der er vi ikke endnu, men det kunne jo være. Men det kunne også være, at det gav helt sig selv, at de ikke længere vil have vand på plastic.
Restauratører er imod
Gratis vand på restauranter vil dog presse en branche, der i forvejen er presset.
Sådan lyder det fra brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer (DRC), der kalder Alternativets tiltag i deres vandudspil for et "populistisk forslag".
- Det er en gammel traver, som de bringer på banen igen. Det ville være en enormt stor økonomisk belastning og et stort tab for restauratørerne, siger politisk direktør i DRC, Freja Brandhøj.
Ifølge hende er priserne på restauranter indregnet efter, at kunder også bestiller drikkevarer.
Hvis kunder kan få gratis vand, mister restauranterne den indtjening, da man i flere henseende vil vælge det gratis glas vand fremfor andre drikkevarer, mener hun.
Indtjeningsmarginen er i forvejen lav på restauranterne, siger hun og påpeger, at hvis man tjener mindre på drikkevarer, skal det afspejles andetsteds.
- Det er misforstået, at politiske partier skal blande sig i, hvad en virksomhed tager for sine varer, siger Freja Brandhøj.
Hun peger i stedet diskussion hen på, hvorvidt vand er en menneskeret.
- Vi mener ikke, det er en menneskeret at få gratis vand.
Skal også betale for oprydning og arbejdskraft
Brancheorganisationen Horesta stiller sig også uforstående overfor Alternativets forslag.
Mette Falkenberg Rasmussen, der er politisk direktør, påpeger, at restaurantbranchen allerede er langt med den grønne omstilling.
Langt færre restauranter importerer i dag flaskevand for at spare transport, og mange restauranter er gået bort fra vand på plastikflasker, men serverer i egne flasker.
- Udover forbruget af vand har restauranter omkostninger til arbejdskraft ved servering og oprydning, siger hun i et skriftligt svar.
Derfor skal det være den enkelte restaurants valg om, omkostningerne skal dækkes af gæsterne, mener hun.
Flere våde idéer
Foruden gratis vand på restauranten indeholder Alternativets vandudspil også 200 marine naturnationalparker. De skal fylde én million hektar.
I parkerne, der er inspireret af naturnationalparkerne på land, må der eksempelvis ikke "fiskes med bundslæbende redskaber, udvindes råstoffer eller foretages klapning".
Hele udspillet fra Alternativet vil ifølge partiet give CO2-reduktioner for mellem 15 og 27 millioner ton om året, hvilket betyder, at Danmark vil nå klimamålet i 2030.
En stor del af CO2-reduktioner kommer fra et ønsket forbud mod bundtrawl i danske farvande.
De 43 milliarder kroner skal findes ved at udstede grønne statsobligationer samt en engangsskat på såkaldte overnormale profitter.
Alternativet vil også øge vandafgiften, så prisen på vand i gennemsnit bliver cirka 40 kroner dyrere om måneden per person. Det skal medvirke til, at det bliver "mere økonomisk attraktivt at spare på vandet".
Voksne med en bruttoindkomst på under 312.000 kroner om året vil dog blive kompenseret med en vandcheck, så den højere vandafgift ikke påvirker dem.