Dumper brandsikkerhed: 20 steder i nattelivet har fået påbud
Der blev i 2025 fundet fejl og mangler i brandsikkerheden hos de fleste beværtninger og feststeder, som brandvæsnet kontrollerede.
Manglende brandslukkere. Defekte branddøre. Blokerede flugtveje.
To tredjedele af de beværtninger, barer og diskoteker, som Østjyllands Brandvæsen besøgte i 2025, endte med påbud, fordi der var udfordringer med brandsikkerheden.
Det viser brandsynsrapporter fra Østjyllands Brandvæsen, TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.
Én af dem er Café Jorden i det centrale Aarhus, der i november fik et påbud på grund af en branddør, der ikke var i orden. Caféens indehaver, Amida Kappelborg, fortæller til TV2 Østjylland, at fejlen blev rettet kort efter brandsynet.
- Jeg ringede til min faste tømrer med det samme. Det var løst to timer senere, forklarer hun.
Tip TV2 ØJ's beredskabsreporter
Vil du gerne fortælle om, hvordan den anspændte verdenssituation påvirker dit liv? Eller har du et tip til en konkret beredskabshistorie?
Så skriv til TV2 Østjyllands beredskabsreporter, Michael Lauritsen, via MILA@tv2oj.dk
- Gæsterne først
På Café Jorden var der konkret tale om en branddør til en trappe, som ikke lukkede helt i.
At Østjyllands Brandvæsen ved brandsynet påpegede, at der var et problem med brandsikkerheden, ser Amida Kappelborg konstruktivt på.
- Døren var skæv, så vi fik den rettet. Jeg tror, at når man går i sin egen hverdag, så lægger man ikke altid mærke til sådan noget. Derfor er det rigtig godt, der kommer nogen og vækker en, så man kan ordne det. Det er gæsterne først. Og hvis, man vil have gæster, skal sikkerheden også være i orden, forklarer hun.
Stribe af påbud
Østjyllands Brandvæsen gennemførte 30 brandsyn hos beværtninger, barer og diskoteker i 2025.
Ved 20 besøg blev der tildelt ét eller flere påbud.
De resterende besøg afstedkom enten ingen bemærkninger eller anbefalinger til at gøre brandsikkerheden endnu bedre, viser brandsynsrapporterne.
Beredskabsdirektør ved Østjyllands Brandvæsen, Kasper Sønderdahl, finder ikke det samlede antal påbud alarmerende.
- Man kan ikke tolke tallene sådan, at sikkerheden generelt halter. Du vil kunne finde det samme, hvis du kigger på plejehjem. Der er ikke et en til en-forhold mellem antallet af påbud og manglende sikkerhed, siger han.
Østjyllands Brandvæsen dækker Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø kommuner.
Er du tryg ved at gå i byen?
Ja
Nej
Jeg vil bare gerne se resultatet
Ulykken i Schweiz
Tidligere på måneden gik det helt galt på baren Le Constellation i Crans-Montana i Schweiz, hvor 40 personer mistede livet i en voldsom brand. En brand, der også har sat fokus på brandsikkerheden i Danmark.
Således har brancheorganisationen, Danske Beredskaber, for nylig påpeget, at mere end halvdelen af de barer og diskoteker, der får besøg af myndighederne, bliver tildelt påbud.
Beredskabsdirektør ved Østjyllands Brandvæsen, Kasper Sønderdahl, er enig i, at katastrofer som den i Schweiz bør have den konsekvens, at alle kigger indad - også i Danmark. Men han maner samtidig til besindighed.
- Jeg sender selv tre teenagere afsted i weekenderne.
- I udgangspunktet er det vores oplevelse, at der er et højt sikkerhedsniveau. Og vi har et tæt samarbejde med de beværtninger, der ligger i vores slukningsområde. Hvis vi er på brandsyn og finder noget, kan vi ikke gøre andet end at give et påbud, men det er min klare vurdering, at det bliver efterlevet umiddelbart, siger han.
Ét er ét for meget
Torben Hoffmann-Rosenstock er direktør i brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer, DRC, hvor en del af de virksomheder, som har fået påbud, er organiseret.
- Brandsikkerhed skal tages alvorligt, og ét påbud er ét for meget. På baggrund af tragedien i Schweiz er det naturligt, at vi får kigget tingene grundigt igennem herhjemme på ny, konstaterer han.
DRC yder ikke rådgivning om brandsikkerhed.
Men ifølge Torben Hoffmann-Rosenstock er organisationen blandt andet i gang med at teste en app, der kan gøre det lettere for medlemmerne at følge op på kontrollen med brandsikkerhed.
I mellemtiden har DRC anbefalet dens medlemmer at gå kontrolrapporterne efter i sømmene.
Sådan gjorde TV2 Østjylland
Østjyllands Brandvæsen er den myndighed, der har ansvaret for at udføre brandsyn hos blandt andet diskoteker, barer og caféer.
TV2 Østjylland har fået aktindsigt i 30 brandsynsrapporter fra 2025.
Af rapporterne fremgår det, hvilke virksomheder, der har fået påbud, og hvad de har fået påbud for.
TV2 Østjylland har udover Café Jorden været i kontakt med to andre aktører, der har fået påbud i 2025. Det har indtil videre ikke været muligt at få en aftale om et interview.