Tunø Festival: Regnvejr satte tryk på ølhanerne

Det våde og grå sommervejr ødelagde ikke humøret blandt festivalgæsterne

Festivalformand Lars Løhndorf er glad efter fire dage med musik på Tunø.

Selv om årets Tunø Festival til tider har været en våd fornøjelse, er det alligevel en glad festivalformand, der nu kan gøre status over fire dage med musik på den lille kattegatø.

Ifølge formand Lars Løhndorf har regnbygerne ikke smittet af på humøret hos hverken festivalgæsterne eller de mange frivillige. Næsten tværtimod.

- Når det regner, samler folk sig automatisk i festivalteltet og putter sig dér. Der har nærmest været propfyldt hele tiden, og gæsterne har virkelig formået at lave en fest. De får det bedste ud af de rammer, der er, siger Lars Løhndorf søndag eftermiddag til tv2oj.dk.

Ud fra en ren økonomisk betragtning har regnen paradoksalt nok også været med til at hjælpe festivalen.

- Når der er varmt, og solen skinner, går mange på stranden eller i bådene. Nu har folk i stedet opsøgt festivalens telte og boder, og det har øget salget af mad og drikkevarer, forklarer Lars Løhndorf.

SE OGSÅ: Prins Henrik nød fadøl og gave på Tunø

Årets hovednavne var Dodo & The Dodos, Wafande, Birthe Kjær og Djämes Braun. Ifølge festivalformanden har de alle leveret varen.

- De gjorde det fantastisk. Wafande var med sin optræden med til at sikre, at vi også henvender os til familierne. Vi udspringer af jazz og folk, men Wafande  appellerer til alle - også børn. I de kommende år skal vi i endnu højere grad tænke over den identitet, vi gerne vil have. I år har vi gjort noget for også at ramme familierne, siger Lars Løhndorf.

Han frygter ikke, at de nye musikalske tiltag afskrækker den sædvanlige målgruppe - altså stamgæsterne.

- Nej, dem vil vi altid have noget til. Men jeg kunne da godt tænke mig, at vi på et tidspunkt fx kunne hente et navn som Skousen & Ingemann hertil. De vil så blandt andet komme til at spille for et ungt publikum, så de unge kan forstå signalerne fra dengang og tage det med ind i fremtiden.

Indtil Skousen & Ingemann besøger Tunø, kan du opleve dem i videoen nedenfor: