Stor prisstigning: Dyr vinter for fjernvarmekunder
Fjernvarmeforbrugere i Odder kan se frem til en dyr vinter.
Vinteren er på vej, og den kan risikere at blive dyrere end normalt i Odder.
Det lokale varmeværk har nemlig varslet prisstigninger til deres kunder, fordi varmeværkets leverandør, Kredsløb, har varslet store prisstigninger.
90 procent af varmen, som kommer ud fra Odder Forsyningsselskab, bliver leveret af Kredsløb, og på grund af stigningen, er der altså ingen anden udvej end at sende regningen videre til kunderne. I alt lyder stigningen på cirka 19 procent, hvilket for et standardhus vil betyde en stigning på omkring 230 kroner ekstra om måneden.
Forklaringen på prisstigningen fra Kredsløb lyder, at en høj indtjening på el tidligere har sørget for, at man kunne holde prisen på fjernvarme ned. Men nu falder indtjeningen på el, og derfor stiger fjernvarmeprisen.
Vil være selvforsynende
I Odder drømmer Jørgen Krum, direktør i Odder Forsyningsselskab, om, at man i fremtiden kan gøre sig uafhængig af Kredsløb.
- Fordelen er, at så har vi selv mulighed for at agere i et marked, hvor priserne det ene år stiger og det andet år falder, siger han.
Håbet er, at det vil give en mere stabil pris for fjernvarmekunderne. Jørgen Krum er ikke bange for, at det kan give bagslag og give endnu større udsving i prisen, fordi man mister stordriftsfordele.
- Vi er sikre på, at vi har en størrelse, som gør, at vi kan etablere noget varmeproducerende anlæg på tre-fire forskellige enheder, hvor vi kan veksle mellem de enheder, alt efter hvad der er mangel på i den tid, der kommer, siger han.
Odder Forsyningsselskabs aftale med Kredsløb udløber ved udgangen af 2030, og da håber man altså at kunne blive selvforsynende.
For at varmeværket kan producere varme nok selv, kræver det en investering på 3-400 millioner kroner.
Kredsløbs prisstigninger
I Odder undrer man sig over de varslede prisstigninger fra Kredsløb, når forsyningsselskabet i 2022 fik et stort millionoverskud på grund af el-salg. TV2 Østjylland har bedt Kredsløb svare på årsagerne til prisstigningerne.
Thomas Elgaard, økonomidirektør i Kredsløb, har givet følgende svar på mail:
Hvad er årsagen til Kredsløbs varslede prisstiger på fjernvarmen?
Vi oplever alle sammen, hvordan prisstigninger og inflation har været en del af hverdagen i et stykke tid. Det gælder også på energiområdet, hvor vi sidste år oplevede stigende inflation og stigende priser på det meste. Dengang var vi begunstiget af høje elpriser, der gav en indtjening på el, som kunne bruges til at påvirke priserne positivt. Elprisen er faldet med over 70 procent, og det betyder, at vi ikke har samme indtjening på el til at påvirke varmepriserne positivt. Derfor ender vi med en prisstigning, selvom vi stadig bruger midler til at påvirke varmeprisen i positiv retning.
Vi havde naturligvis gerne set samme mulighed for påvirke priserne positivt, men den faldende elpris gør, at inflationen, brændselspriser på bl.a. træpiller og øgede omkostninger til materialer, der steg markant i 2022, simpelthen skaber en situation, hvor det er uundgåeligt med en prisstigning på fjernvarmen.
Vi kunne holde varmeprisen kunstigt lavt i 2022 og 2023, og den mulighed har vi desværre ikke mere da elprisen er faldet.
I Odder har de svært ved at forstå de varslede prisstigninger her kort tid efter et stort millionoverskud i 2022 (grundet el-salg) blev offentliggjort - hvad er forklaringen?
Prisstigningen skyldes de markant faldende elpriserne, den høje inflation og de generelle prisstigninger fra 2022. Selvom der i år er tjent penge på el, er det ingenlunde tilstrækkeligt til undgå en prisstigning.
Derudover har vi som forsyningsselskab hele tiden en helt central opgave i at sikre en stabil og driftssikker forsyning med konkurrencedygtige priser. Her er grøn omstilling, nye teknologier og energiprojekter ufravigeligt en del af udviklingen, som vi selvfølgelig skal investere i for fortsat at kunne tilbyde en stabil og grøn forsyning til konkurrencedygtige priser i fremtiden. Vi kan derfor ikke stoppe for igangværende investeringer og udviklingsprojekter, da det vil påvirke forsyningen og fundamentet for fremtiden.