Pansret mandskabsvogn klar til ambulance-kørsel
Forsvarets pansrede mandskabsvogne rykker ud, hvis ambulancerne i Odder-området ikke kan forcere snemasserne.
I Odder har kommunens nye ambulanceoperatør, Responce, fået stillet et bæltekøretøj til rådighed.
Bæltekøretøjet - en såkaldt PMV - skal hjælpe med at transportere patienter, hvis de almindelige ambulancer ikke kan komme frem på grund af sne.
Indtil videre har der dog ikke været brug for det 11 tons tunge køretøj.
- Det må være en stor tryghed for borgerne at vide, at de er sikre på, at ambulancerne kan nå frem. Og der er det jo dejligt, at man kan have et samarbejde med Forsvaret, der gør, at vi kan komme sikkert frem til folk, siger Responces ambulancechef i delområde Horsens, Finn Thranum, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere om vintervejret i fredagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.