Odder vil udvikle Hou Havn
Odder Kommune sender to områder ved Hou Havn i udbud
Der skal ske noget på Hou Havn i Odder Kommune.
Det har kommunen besluttet, og derfor er to områder blevet sendt i udbud, så kommunen forhåbentlig kan få nogle gode bud på, hvad man kunne gøre ved området.
- Vi vil gerne sætte gang i udviklingen af området, og derfor laver vi et udbud af de to områder. Jeg håber, at der kommer mange gode bud, for det kan virkeligt blive et spændende område, som vil styrke Odder Kommune som bosætnings, erhvervs og turistkommune, siger borgmester Uffe Jensen (V) i en pressemeddelelse.
SE OGSÅ: Helikopter og båd kaldt til Hou
Villaer med havudsigt og en promenade er blandt ambitionerne fra kommunens side.
Det er et område på Klitrosevej samt havnearealet mellem færge- og lystbådehavnen, der sendes i udbud.
- Jeg tror på, at man kan udvikle Hou Havn, og samtidig bevare alt det vi så godt kan lide ved Hou. Det er et af Østjyllands smukkeste områder med skoven, vandet og havnen, og så er det et knudepunkt mellem by, færgehavn og lystbådehavn, siger Uffe Jensen.
- Derfor har vi tilrettelagt en proces, hvor der er plads til, at borgere, virksomheder og foreninger i Hou også kommer til orde. Uden deres opbakning og deltagelse kan sådan en proces ikke lykkes, siger han.
Tidligere har kommunen forsøgt sig med såkaldte Strandvillagrunde, men det forsøg er slået fejl – grundene bliver ikke solgt. Derfor prøver man nu at sætte områderne i udbud med henblik på en ny lokalplan.