Køb en lejlighed - få 50.000 kr.
Tv-stylist skal hjælpe med at sælge luksuslejligheder
Ejeren af en række eksklusive lejligheder i Odder går nu nye veje for at få solgt lejlighederne.
Køberne af luksuslejlighederne kan som nogle af de første i Danmark få hjælp til at sælge deres nuværende boliger af en såkaldt boligstylist.
Da boligmarkedet var på sit højeste, blev mange af de 42 nye lejligheder i det eksklusive byggeri på Teglbakken i Odder solgt, før de var bygget.
I dag går salget ikke så hurtigt, fordi de potentielle købere ikke kan komme af med deres huse.
Derfor har ejeren af lejlighederne, Løvbjerg Ejendomme, nu allieret sig med indretningsarkitekten Liselotte Risell, der blev landskendt, da hun i TV2-programmet "Helt Solgt" med succes forvandlede boliger med lange liggetider, så de ofte hurtigt blev solgt.
Utraditionelt initiativ
Liselotte Risell skal rådgive kommende købere af lejligheder på Teglbakken om, hvordan de kan gøre deres nuværende huse mere attraktive og dermed lettere at sælge.
Løvbjerg Ejendomme betaler for boligstylistens arbejde og dækker ydermere op til 50.000 kr. af udgifterne, hvis husejerne vil istandsætte deres hus.
- Vi er nok de første i landet, der tager det her utraditionelle initiativ. Vi gør det i erkendelse af, at både vi som boligsælgere og de potentielle købere har et problem, når de ikke kan komme af med deres gamle boliger, siger Palle Jensen, adm. direktør for Løvbjerg Ejendomme i en pressemeddelelse.
Liselotte Risell har været med til at starte TV2's populære tv-program "Helt Solgt".