iPads skaber problemer
Penge til indfasning af skolereform brugt på iPads
Odder Kommune blev verdenskendt for sine mange iPads i folkeskolen. Men nu har Odder Kommune imidlertid brugt så mange penge på at udstyre skolebørnene med de små tablets, at kommunen har fået problemer med at finde penge til at føre skolereformen ud i livet.
Kommunen har fået 16,5 mio. kr. fra staten til at indfase den nye skolereform. Men ud af det beløb har kommunen nu brugt 6 mio. kr. på de nye iPads. Penge der skulle have være brugt på indfasning.
- Det er respektløst over for det mægtigt store arbejde, som rigtig mange lærere har lavet i bestræbelserne på at få denne her folkeskolereform til at fungere, siger Bent Eriksen, der er kredsformand i Danmarks Lærerforening Odder-Skanderborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hos kommunen er man klar over problemet og her er man i gang med at forsøge at finde en løsning. Men det vil med stor sandsynlighed kunne ramme kvaliteten af undervisningen i de kommende år:
Det ender nok med, at vi må trække nogle streger i sandet og sige: Okay, vi kan ikke være med på det hele, men forhåbentlig kan vi ad åre være med på det hele, lyder det fra Anne Bonefeld (V), der er formand for Børne-, Unge- og kulturudvalget i Odder.
Hør mere om Bent Eriksens bekymringer for, hvad problemet kan komme til at betyde for undervisningen, og hør også mere om, hvad kommunen siger til problemet i videoen øverst på siden.