Her får alle elever en iPad
Efterskole udleverer iPads til samtlige elever
En efterskole i Odder er som den første i Danmark med på noderne, når de på mandag udleverer iPads til samtlige af skolens elever. Det fortæller DR Østjylland.
Ipads, der er en miniudgave af en computer, er tidligere blevet delt ud til almindelige skoleklasser, men nu er Efterskolerne altså også hoppet på den populære IT-bølge.
- Vi håber, at de her nye iPads vil skabe et kreativt miljø for eleverne, og at de på den måde kommer til at få styrket deres IT-kundskaber i takt med samfundet, lyder det fra forstanderen på Hou Maritime idrætsefterskole, Peter Gordon.
Udleverer 150 iPads
Efterskolen vil som den første i Danmark udlevere 150 iPads, altså en til hver elev på skolens niende klasse og fem forskellige 10. klasser.
En gavmildhed der kommer til at koste skolen 600.000 kroner. Efterskolen i Hou er en idrætsefterskole, derfor skal de små minicomputere ikke kun bruges i boglige fag som dansk, matematik og engelsk, men også i fodbold, håndbold og sejlads.
De 150 iPads vil stå til rådighed for eleverne 24 timer i døgnet, så længe de går på efterskolen.
Kilde: DR Østjylland