Bred aftale om budget i Odder Kommune
18 af byrådets 19 medlemmer er gået sammen om at lave en aftale om Odder Kommunes budget for 2016
Byrådet i Odder Kommune har lavet en bred aftale om budgettet for 2016.
Hele 18 ud af 19 medlemmer af byrådet er med i aftalen. Kun Enhedslisten står udenfor.
Det glæder borgmester Uffe Jensen (V), at det har været muligt at få så bred opbakning.
- Jeg vil gerne rose politikerne for at være økonomiske ansvarlige. Samtidig er jeg glad for, at vi har afsat penge til nogle vigtige projekter, selv om vi er midt i det største anlægsprojekt i kommunens historie - Skov-bakkeskolen, siger han i en pressemeddelelse.
I budgettet er der blandt andet afsat flere penge til vedligeholdelse af vejene, en cykelsti på Snærrildvej, forbedringer af teletaxa-ordningen, psykolog-hjælp til unge og renoveringer på Gylling Skole.
Politikerne har besluttet at låne 26 millioner kroner, som bruges til at styrke kassebeholdningen, en mindre forhøjelse af anlægsrammen og en pulje til at imødegå eventuelle ændringer i tilskuddene fra staten - for eksempel omprioriteringsbidraget.
Budgettet indeholder blandt andet:
- Styrkelse af teletaxa-ordningen: 80.000 kr.
- Psykologbistand til unge mellem 15 og 25 år: 200.000 kr.
- Vejvedligeholdese: 1 mio. kr. yderligere årligt.
- Udvikling af Vitapark: 1,1 mio. kr.
- Renovering af Gylling Skole: 1 mio. kr. årligt 2016-2018
- Cykelsti på Snærrildvej: 945.000 kr
- Århusene, kontor og fælleshus: 317.000 kr
- Energibesparende foranstaltning: 3,5 mio kr.