Av, mine poter!
Hundeejer vred over glasskår på gaden
Glaskår og hundepoter er en dårlig kombination. Det kan Ekko fra Odder bjæffe med om. På syv måneder har han under gåture skåret sine poter op på glasskår tre gange og har nu poten i forbinding.
- Det er jo ikke dem alle sammen, vi ser. Hvis jeg ser et glasskår, går jeg selvfølgelig uden om, for ellers punkterer jeg jo også, siger Ekkos ejer, John Müller.
John Müller sidder i kørestol og er afhængig af Ekkos hjælp i sin dagligdag. Han er frustreret over de mange glasskår i vejkanten, der skærer i Ekkos poter.
- Han er en kammerat og en ven, og han er simpelthen uerstattelig og uvurderlig, siger John Müller.
Hos Odder Kommune, der skal holde fortorvene rene, vil de se på de mange glasskår langs kommunens veje. På mandag holder kommunen et møde med kommunens Vej- og parkafdeling.
- Så må vi måske også kigge på de vejstykker, hvor han går mest. Og så prøve at se om det er særligt slemt lige der, siger formanden for miljø- og teknikudvalget i Odder Kommune, Elvin Hansen (S).
Mød Ekko og får John Müllers historie i videoen øverst på siden.