Politi ønsker hjælp i drabssag
Politi anmoder om hjælp fra offentligheden i drabs-sag
Østjyllands Politi anmoder nu om offentlighedens hjælp i drabs-sagen fra Auning, hvor en 19-årig mand i slutningen af oktober blev fængslet og sigtet for drabet på en 25-årig mand.
Drabet på den 25-årige mand fra Auning skulle ifølge politiets efterforskning være sket den 24. oktober i et hus i Auning, hvorefter den 19-årige skulle være kørt væk med liget og offerets to hunde.
Inden han kørte, stak han ild til huset, der brændte ned til grunden. Da den 19-årige blev anholdt på Sjælland, var liget af den 25-årige forsvundet, og det er endnu ikke blevet fundet.
Blå Fiat Punto
I forbindelse med branden den 24. oktober blev en mand set forlade gerningsstedet i en blå Fiat Punto. I bilen var der udover føreren 2 mellemstore hunde. Køretøjet befandt sig i timerne efter branden i Østjylland, og det er politiets opfattelse, at køretøjet er blevet brugt til at skaffe den dræbtes lig væk fra gerningsstedet.
Politiet anmoder derfor om hjælp fra personer, der eventuelt har set den pågældende bil, som er vist på billedet.
Politiet anmoder desuden om hjælp fra personer med lokalkendskab fra området markeret på vedhæftede kort, som du kan se ved at klikke øverst på denne side.
Oplysninger om sø
Politi søger oplysninger om en lille sø - eller et vandhul omkranset af træer og buske. Tæt ved søen eller vandhullet er der opstillet en fodertønde eller lignende, hvorpå der øverst er placeret en "bølgeformet" plade - formentlig et låg. For at holde denne plade på plads er der placeret 2 marksten / natursten ovenpå pladen.
Hør vicepolitiinspektør Michael G. Weiss fra Østjyllands Politi udtale sig i sagen ved at klikke øverst på denne side.
Har man oplysninger i sagen bedes man kontakte Østjyllands Politi på tlf. 8731 1448 eller 114.