Nye skolenavne på plads
De bedste bud er nu fundet
Kattegatskolen og Distrikt Vestre Voldby bliver de to nye skolenavne i Grenaa og omegn, hvis Norddjurs Kommunalbestyrelse følger en indstillingen fra Børne- og Ungdomsudvalget.
Kattegatskolen bliver i så fald det nye navn for de nuværende Østre Skole og Søndre Skole, og Distrikt Vestre Voldby vil bestå af den nuværende Grenaa Vestre Skole samt Børneby Voldby nord for Grenaa.
- Vi har i udvalget lagt vægt på de forslag, der er kommet fra skolebestyrelserne. Vestre og Børneby Voldby ønsker, at begge oprindelige navne indgår, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Norddjurs Kommune Mads Nikolajsen og tilføjer:
- Kattegatskolen er i mine ører et godt navn, fordi det siger noget om beliggenheden, både i Grenaa by og på Danmarkskortet. Og når der nu er tale om en helt ny opbygning af en skole, er det er godt med et helt nyt navn.
Der vil udover navneændringerne ske en række organisatoriske ændringer på skolerne.