Én kvinde står for alt rengøring på kæmpe herregård
125 frivillige får herregårdsmuseet Gammel Estrup til at løbe rundt.
Synes du, at rengøringen derhjemme kan være en drøj omgang, så forestil dig, at støvsugningen alene tager to-tre timer.
Det gør den på herregårdsmuseet Gammel Estrup i Auning.
I gamle dage var der utallige stuepiger til at gøre rent. I dag klarer Johanne Krogh Madsen ene kvinde al rengøring på herregårdsmuseets cirka 3000 kvadratmeter fordelt på fire udstillingsetager, der er åbne for publikum. Én etage om ugen.
- Jeg kan slet ikke få nok af at gå rundt her i udstillingerne. Jeg elsker det, hver gang jeg skal på arbejde, siger Johanne Krogh Madsen.
Rengøringsglæden følger dog ikke helt med derhjemme, forklarer Johanne Krogh Madsen, men selve rengøringen er da heller ikke hendes vigtigste opgave. Den er at bevare historien.
- Jeg ved ikke, hvordan man kan blive så glad for at gøre rent. Her på herregården er det, som om jeg er med til at skabe en særlig stemning omkring det, og derfor synes jeg, det er rigtig hyggeligt, siger hun.
Det lyse yndlingsrum
Gammel Estrups stuer er indrettet efter hver sin tidsalder. Johanne Krogh Madsens yndlingsrum er indrettet, som moden dikterede det i 1700-tallet. Derfor står møblerne langs væggene i den stue.
- Der vælter altid ind med lys, selvom rummet ligger mod nord. Og så kan jeg godt lide, det er så nemt at gøre rent, for der står ingenting på gulvet, så det er nemt at komme til, smiler hun med støvsugeren i hånden.
Og den kan ikke skiftes ud med en robotstøvsuger, for der er alt for mange steder, den ville sidde fast, og de mange rum gør, at det ville kræve flere støvsugere.
Museets direktør, Kasper Steenfeldt Tipsmark, har haft gæster på rundvisning, som har komplimenteret, hvor rent der er på herregården.
- Det er jo fantastisk. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan hun gør det. For mig er det ren magi, siger direktøren.
- Der sker ét eller andet i komfuret
Køkkenet er indrettet som i starten af 1900-tallet, hvor råvarerne kom fra landbruget, skoven, søerne og haverne omkring herregården og blev opbevaret i et fadebur.
Dengang var der langt flere ansatte om opgaverne. I dag er det Jytte Møller, der styrer slagets gang.
Det originale støbejernskomfur fyres med brænde, og det giver noget helt særligt til kagerne, mener Jytte.
- Der sker ét eller andet inde i komfuret, siger hun.
I herregårdens køkkenhave dyrkes grøntsager som førhen, og den sorterede i gamle dage under herregårdsgartneren. I dag bliver der taget hånd om den af Bodil Wickstrøm Meyer og de ti øvrige frivillige i havegruppen. Hun har været frivillig på museet mere end ti år.
- Det er fortrinsvist historiske urter og buske. Jytte bruger jo rigtig meget af det, vi laver, siger Bodil Wickstrøm Meyer.
Hun er glad for, hun ikke havde jobbet i gamle dage.
- Jeg tror, det var skidehårdt at være lugekone, for at sige det rent ud. De redskaber, vi har, er jo 100 gange bedre. Og så er der den forskel, at vi er frivillige, så vi bestemmer selv vores arbejdstimer og pauser, siger Bodil Wickstrøm Meyer.
Metalstiver, korset og paryk
I systuen i slottets kælder er de frivilliges opgave at skabe kopier af tidligere tiders dragter.
Der bliver både syet de kostumer, der står udstillet rundt på herregården, til forskellige arrangementer på museet og til Jytte og hendes hjælpere i køkkenet.
Og ligesom Johannes yndlingsstue er fra 1700-tallet, er også moden fra dette århundrede den sjoveste ifølge syerskerne.
- Det er jo det mest pompøse. Det, der blandt andet karakteriserer en 1700-talskjole, er, at det var moderne at være bred over hofterne. Den har et skørt med metalstivere nedenunder, siger den frivillige syerske Inger Millard.
Hvis man var grevinde i 1700-tallet, havde man en kammerpige til at hjælpe sig i tøjet, og det kunne godt tage flere timer. Under kjolen blev et korset strammet godt til, så man blev smal om taljen, og på hovedet fik man ofte en pudret paryk oven på det sminkede ansigt, der gerne skulle være så hvidt i huden som muligt.
Syerskerne er også frivillige, og de har lært sig selv 1700-tals-kunsten.
- De ser det som en udfordring. De kaster sig ud i at sy de her kjoler, og synes, det er spændende, når det er lidt svært, siger Kasper Steenfeldt Tipsmark.
Uundværlige frivillige
Og sådan har kvinder i århundreder bagt kager, luget bede og gjort rent på herregården, for at herskaberne ovenpå kunne leve komfortabelt.
Det liv kommer næsten 100.000 gæster årligt til museet for at opleve. De snuser til historiens vingesus og får et indblik i herskabets og tjenestefolkenes liv i gamle dage og tidligere tiders mode, mad og møbler.
Det kan lade sig gøre takket være 15 ansatte og 125 frivillige.
- De frivillige er en kæmpe, kæmpe gave til museet. At nogle mennesker har lyst til at støtte op om det her sted og finder glæde i at komme her og indgå i fællesskabet, som vi har med alle de folk, der har en særlig kærlighed til stedet og er med til at bevare det for eftertiden, siger Kasper Steenfeldt Tipsmark.
De frivillige mødes typisk en fast dag om ugen og arbejder fire-seks timer, men i forbindelse med større arrangementer som den årlige 1700-talsfestival eller omkring jul, hvor hele museet bliver udsmykket med gran og dekorationer, arbejder de lidt mere koncentreret.
Sidste år var der eksempelvis hele 16 juletræer i herregårdens stuer.
- Blomsterdamerne er delt op i to grupper og plejer at tage en etage hver, så der kan godt opstå lidt konkurrence om de mest smagfulde dekorationer, fortæller Kasper Steenfeldt Tipsmark.
- Andre kommer flere timer mere koncentreret omkring store arrangementer. Der skal hjælpes med sminke og påklædning og så videre.
Og historien - den skal vi huske.
- Vi skal da bevare kulturarven og historien. Hvis vi ikke har den, ved vi ikke, hvad det hele drejer sig om, og den skal fortælles videre til alle og enhver, siger Jytte Møller i køkkenet.
Det er uvist, præcist hvornår Gammel Estrup blev opført, men ved arkæologiske udgravninger på voldstedet er fundet bygningsrester fra 1300-tallet. De ældste dele af de nuværende bygninger stammer fra omkring år 1490.