Abbedissen bliver fjernet
Vatikanet er utilfreds med hendes undervisning
Den omstridte abbedisse på Sostrup Kloster, Moder Theresa Brenninkmeijer, vil nu blive fjernet fra sin post, oplyser Kristeligt Dagblad.
Abbedissen har flere gange været i mediernes søgelys på grund af påståede overgreb mod nonnerne, men det er ikke den direkte årsag til, at Vatikanet skulle have besluttet at afsætte hende.
Det skulle i stedet være, at hendes undervisningen på stedet har været for præget af den nye evangeliseringsbevægelse 'Den neokatekumenale vej'.
Pavestolen mener, at den afviger for meget fra den traditionelle linje i den katolske kirke.
- Abbedisse Theresa er ikke smidt ud af ordenen. Men Pavestolen vil nu finde ud af, hvad der skal ske med hende. Imens vil der blive fundet en anden abbedisse til klostret i Sostrup. Derfor er det bedre, at Abbedisse Theresa flytter et andet sted hen. Det er en praktisk løsning for øjeblikket, siger general-abbedens medarbejder i Rom, pater Meinrad Tomann, der er prokurator for cistercienserne, til Kristeligt Dagblad.
Overgreb mod søstre
En tidligere nonne på Sostrup Helene Hägglund har i bogen "Nonne tur/retur" beskrevet, hvordan abbedissen angiveligt både havde manipuleret og begået overgreb mod søstrene.
Ifølge beskrivelserne i bogen døde en ældre nonne af kulde, efter at abbedissen havde låst hende ude i klostergården. Politiet gik ind i sagen, men der blev ikke rejst tiltale mod abbedissen.
Kristeligt Dagblad oplyser, at Vatikanets interne redegørelse om forholdene på Sostrup offentliggøres i nær fremtid.