Kenneth passer 46 pindsvin
Kenneth Egholm Jensen er medlem af Pindsvinevennerne, der hjælper syge, sårede eller moderløse pindsvin.
De er små og nuttede, men de stikker. Og så ser man dem ofte kørt over på vejene.
Og netop de billeder af blødende og sårede pindsvin smerter Kenneth Egholm Jensen fra Rønde.
Derfor bruger han en stor del af sin fritid på at hjælpe pindsvin i nød.
Lige nu passer Kenneth Egholm Jensen 42 pindsvin, og et af dem er blandt andet blevet fundet i en rottefælde. Det pindsvin bor nu i en skotøjsæske og får smertestillende medicin af Kenneth Egholm Jensen, indtil det igen er klar til at komme ud i naturen.
- Det er en helt fantastisk følelse at sætte et pindsvin tilbage i naturen, efter man har haft den lille skabning i hænderne og set, hvor dårlig den har været, og set alle de andre pindsvin, der bliver kørt ned, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
For tiden er mange pindsvin kolde, når de ankommer til en plejestation, efter at have været i vinterhi.
Vinterdvale
Pindsvinet går i dvale i hele vinterhalvåret. I den periode sænkes kropstemperaturen til omkring 2-6 grader, og åndedrættet falder.
Mens pindsvinet er i dvale, vågner det op en gang om ugen eller hver fjortende dag, og stofskiftet øges i et par timer. Derefter går den igen i dvale. Under dvalen taber pindsvinet en stor del af sin vægt.
Læs også
Naturlige levesteder forsvinder
Han er sikker på, at mange ville være døde, hvis ikke de fik hjælp af Pindsvinevennerne, der består af 93 plejere i hele landet.
De arbejder blandt andet også om at opnå større udbredelse af viden om pindsvins levevis, og om hvordan vi værner bedst om dem.
De stikkende væsner har det nemlig svært for tiden.
- De har det rigtig svært, fordi deres naturlige levesteder – de vilde, gamle gårdhaver, som man havde med buske og store træer og så videre - de forsvinder simpelthen. Så derfor har de ikke ret mange steder at lave reder, siger Kenneth Egholm Jensen.
Læs også
Kenneth Egholm Jensen og de andre pindsvinevenner arbejder ulønnet på 70 plejestationer rundt omkring i landet.
Den 1. juli 2019 indførte Miljøministeriet nye regler om pleje af pindsvin, der betød, at private ikke længere må pleje pindsvin. For at sikre god dyrevelfærd, må pleje af pindsvin nu kun foretages af plejere, der er godkendt af Miljøministeriet.
Pindsvinevennerne i Danmark fik bemyndigelse af Miljøministeriet til at godkende egne plejestationer, og i den forbindelse er der tilknyttet to faglige konsulenter – en biolog og en dyrlæge.
Find gode råd til at hjælpe pindsvinene på hjemmesiden pindsvin.dk.