Overkørsler uden bomme bliver fortid

Fra den 1. oktober er det helt slut med overkørsler uden bomme på letbanestrækningen.

Den seneste uge har bomme ved jernbaneoverskæringer været meget omdiskuteret.

Det sker efter en norsk far og søn lørdag mistede livet, da deres bil blev ramt af et letbanetog ved Trustrup på Djursland.

Ved denne overkørsel var der ingen bomme, men i midt august bliver der lavet om på det. Fra den dato vil der nemlig være bomme på syv overkørsler. Derudover vil 27 overkørsler blive nedlagt.

Bommene på de syv overkørsler forventes at stå klar den 1. oktober.

VIDEO: Christoffer Damsgaard Fuglsig var den første ved dødsulykken lørdag formiddag. Han formåede at redde moren og datteren ud af bilen.

Borgere: - Det kan kun gå for langsomt

På Djursland er borgerne glade for, at der snart kommer bomme op, som skærmer af, når Letbanen kører på skinnerne. 

- Det lyder godt, men det var bedre, hvis de kom op nu. Vi frygter, at der skal ske en lignende ulykke som i Trustrup, fordi man skal langt frem for at kunne se, at toget kommer, siger Laila Sørensen, der er pensionist og bor i landsbyen Koed.

VIDEO: Naboerne til Letbanen er vrede efter lørdagens dødsulykke i Trustrup. Signalerne virker ikke ordentligt, lyder det. Letbanen afviser kritikken.

Borgerne mener, at det er på høje tid, at bommene kommer op. Ifølge dem kan det kun gå for langsomt.

- Ulykker kan ske alle steder, hvor der ikke er bomme. Hvis bommene er der, holder bilerne jo, siger Jens Greve Jensen, der også bor i Koed.

Letbanen skal køre hurtigere

Bommene bliver dog ikke sat op på grund af dødsulykken i lørdags. Det har nemlig hele tiden været planen, at de skulle op den 1. oktober.

Banedanmark oplyser overfor TV2 ØSTJYLLAND, at baggrunden for de nye bomme udelukkende er, at togene fremover skal kunne køre 100 kilometer i timen.

- Det har hele tiden været sikkert ikke at have bomme på den strækning, men når hastigheden bliver sat op, er det ikke sikkert længere, siger direktør ved Aarhus Letbane Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND.

Fra den 1. oktober er det helt slut med bom-løse overkørsler på banen mod Grenaa. Her bliver alle letbaneoverkørsler uden bomme fremover enten nedlagt eller opgraderet til overkørsler med bomme.
Fra den 1. oktober er det helt slut med bom-løse overkørsler på banen mod Grenaa. Her bliver alle letbaneoverkørsler uden bomme fremover enten nedlagt eller opgraderet til overkørsler med bomme.

Fra Ryomgård til Grenaa må letbanen på nuværende tidspunkt køre 75 kilometer i timen, men om 3,5 måned må de køre 100 kilometer i timen. Det betyder, at turen bliver 5 minutter hurtigere.

Samtidig bliver det også muligt at have to letbanetoge i gang på én gang, fordi der bliver bygget et krydsanlæg ved Trustrup, så togene får mulighed for at krydse hinanden. Aarhus Letbane forventer, at dette anlæg står færdig i slutningen af 2019.

Mellem Skanderborg og Skjern vil der stadig være 14 overkørsler uden bomme. Banedanmark kan dog ikke oplyse hvor de bom-løse overgange er.
Mellem Skanderborg og Skjern vil der stadig være 14 overkørsler uden bomme. Banedanmark kan dog ikke oplyse hvor de bom-løse overgange er.

Lige nu er det Banedanmark, der har ansvaret for jernbaneovergangene på letbanens strækning, men fra den 1. oktober overdrages ansvaret til Aarhus Letbane.

- Det er fint for os, at vi ikke har anlæg uden bomme, når det er os, der får ansvaret. Jeg mener nu, det hele tiden har været sikkert uden bomme, men nu stilles der spørgsmålstegn ved dem, så det er fint, vi ikke skal tage stilling til det, siger Michael Borre.