Partihop vækker harme: Man ved ikke hvem man stemmer på
Hos borgerne i Silkeborg vækker det harme, når politikerne hopper fra parti til parti
Det vækker harme og frustration fra både borgere og politikere i Silkeborg, at flere politikere i byrådet er gået fra det ene parti til det andet, efter de er blevet valgt ind.
Siden sidste valg har fire byrådsmedlemmer i Silkeborg Kommune enten skiftet parti, helt stoppet eller blevet løsgænger.
Teresa Jørgensen og Leif Lund, der begge er blevet løsgængere i indeværende periode får en hård medfart blandt vælgerne.
- Man ved jo ikke, hvem man stemmer på eller hvad parti, man stemmer på. Hvis man skal stemme på et parti i dag, så er det et andet parti i morgen. Så det synes jeg bestemt ikke om, siger Ida Kjær, pensionist fra Silkeborg.
Læs også
Leif Lund blev oprindeligt valgt for Socialdemokratiet, og efter det gik han over til Dansk Folkeparti i en årrække, som han også blev valgt ind for ved det seneste valg. Kort tid efter det blev han løsgænger. Leif Lund, der er stillet op som kandidat for sin egen liste – Silkeborglisten.
Leif Lund mener ikke, at det skader hans troværdighed. Tværtimod.
- Jeg er ikke blevet anderledes, jeg er den samme, jeg har været hele tiden. Jeg føler mig kun bundet af min egen overbevisning, siger Leif Lund.
Partihop er ikke i orden
Men mange af de borgere, TV2 ØSTJYLLAND har talt med, siger en efter en, at partihop ikke er i orden.
Teresa Jørgensen er den anden, som folk på gaden hæfter sig ved. Hun kom i byrådet i 2013 med en enorm opbakning med over 1400 personlige stemmer for Venstre. Siden skiftede hun til Dansk Folkeparti – for nu at gå solo for sin egen liste.
- Selvfølgelig har man forskellige holdninger, sådan er det jo. Men jeg mener stadigvæk, når man går ind i et parti, så skal man følge partiet som sådan, siger Holger Bæk, pensionist fra Silkeborg.
Læs også
Også blandt politiske venner og fjender er den gal.
SF’s borgmester kandidat i Silkeborg Kommune mener, at Teresa Jørgensens skiftende positioner har skadet samarbejdet i kommunen de seneste fire år.
- Det at sidde i byrådet handler om at tage ansvar for at være med til at være med til at lede en by fire år ad gangen. Og det at man bliver usikker på, hvor folk er henne i de beslutninger, der skal tages, det synes jeg, er uansvarligt, siger Hans Okholm, borgmesterkandidat for SF i Silkeborg.
Hos Radikale Venstre er det ikke kun Teresa Jørgensen, der er problemet. Det gælder også Leif Lund.
- Det der med at hoppe midt i en periode, det synes jeg er forkert. Vi har haft nogle samarbejdsudfordringer i Plan og Miljø og Klimaudvalget, jeg tror måske også, at Leif og Teresa har haft med mig, siger Johan Brødsgaard, spidskandidat i Silkeborg for Radikale Venstre.
Læs også
Men for Leif Lund (S), der har siddet i byrådet i 28 år, handler det ikke om at stå til ansvar for kollegaer, men sine vælgere.
- Og jeg følger altid min egen overbevisning, og det synes jeg, at det er korrekt, når jeg har fået så mange personlige stemmer, så skal jeg først og fremmest tænke på de vælgere, der har stemt på mig. Så er jeg sådan set ligeglad med, hvad andre politikere mener, siger Leif Lund (S).
Tro mod vælgerne
I forbindelse med historien har TV2 ØSTJYLLAND givet Teresa Jørgensen mulighed for at stille op til i et tv-interview, men hun har ønsket at svare på kritikken skriftligt.
Hvad siger du til de mange borgere, som fortæller, at du fremstår utroværdigt som politiker i Silkeborg Byråd, når du som folkevalgt for Venstre er skiftet til Dansk Folkeparti for til sidst at blive løsgænger?
- Skiftet fra Venstre er en gammel sag, men realiteten er, at det ville have været utroværdigt af mig at blive i Venstre. Partiet gik til valg på, at skatteborgernes penge ikke ville blive brugt på medfinansiering af en privat p-kælder under Torvet, men Venstre ændrede holdning efter valget. Det var ikke velset i partiet, at jeg stod ved løftet om at vende hver en sten i den meget uskønne sag, skriver Teresa Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter.
- At jeg forlod DF skyldes, at DF og jeg ved flere lejligheder har prioriteret vores politik forskelligt. Hvis man som politiker føler sig mere bundet af partihensyn end af hensynet til sine vælgere, går det hen og bliver utroværdigt. Og da jeg ikke sad i byrådet på DF-stemmer, mente jeg, at det netop var mest reelt overfor vælgerne at blive uafhængig politiker inden valget. Det forstår jeg ved troværdighed, skriver politikeren.
Læs også
Du fik et højt antal personlige stemmer ved det seneste valg. Hvordan kan du forsvare din mandat over for de mange vælgere, som stemte dig ind for Venstre?
- Jeg stod ved min politik, og det vil jeg altid gøre. Jeg er stadig den samme politiker med de samme borgerlige holdninger – og jeg er med i det borgerlige valgforbund. Som politiker er jeg bevidst om, at vi er til for borgerne, og det er derfor jeg gerne vil vælges ind i byrådet på et personligt mandat. Min loyalitet vil altid ligge hos vælgerne., skriver Teresa Jørgensen.
Kan du forsikre over for de vælgere, som overvejer at stemme på dig, at du i løbet af den næste periode bliver på din egen liste og ikke skifter til et andet parti?
Ja. Jeg er blevet fire år klogere på politik, og ønsker at være 100 % fri til at afgive min stemme i overensstemmelse med mine holdninger og min samvittighed. Det kunne jeg ikke før, skriver Teresa Jørgensen.
Hans Okholm (SF) og Johan Brødsgaard (Rad.V) beskylder dig for at være besværlig at samarbejde med, fordi partihop gør det svært at stole på dig, når der skal forhandles aftaler i byrådet?
- Vi står midt i en valgkamp. Jeg finder det meget naturligt, at netop de to politikere, som hver især er borgmesterkandidat for deres parti – partier, som ved sidste valg kom ind i byrådet med bare et enkelt og to mandater - forholder sig kritisk til en borgerlig politiker med over 1400 personlige stemmer i ryggen. Paradoksalt nok er Hans Okholm i valgforbund med Leif Lund, som også er partiuafhængig kandidat til byrådet. Har Okholm så heller ikke tillid til ham? Sandheden er, at jeg ikke har svært ved at samarbejde med andre kolleger i Silkeborg Byråd – heller ikke selvom deres e-mail-signatur bliver lavet om i valgperioden. Det, der eventuelt kan vanskeliggøre et samarbejde, er, når nogen ændrer holdninger og værdier undervejs. Her kunne både Hans Okholm og Johan Brødsgaard med fordel kigge indad, skriver Teresa Jørgensen.