Prins Charles på besøg i Horsens
Vil gerne se VIA University College
Den britiske tronfølger, prins Charles, og hertuginde Camilla kommer til Horsens i forbindelse med et officielt besøg i Danmark 24.-27. marts i år.
Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke muligt på nuværende tidspunkt at informere om den specifikke dato eller tidspunktet for besøget, og det vil først blive offentliggjort få dage før besøget, hedder det i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.
Det ligger dog fast, at det royale besøg skal foregå på VIA University College Campus Horsens - i Vitus Bering Innovation Park - og at borgmester i Horsens Kommune, Jan Trøjborg (S), og rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen, modtager de royale gæster, når de ankommer til VIA Campus Horsens.
Værtsby for EU-formandskab
Prinsen af Wales og Hertuginden af Cornwall har ønsket at besøge Horsens og VIA University College, da byen er værtsby for det danske EU-formandskab i april, maj og juni 2012, og da VIA er kendt for sit innovative arbejde med grønne teknologier og alternative energikilder i tæt samarbejde med erhvervslivet.
De royale gæster har ønsket at besøge VIA University College, Campus Horsens, for blandt andet at høre om forskning i og udvikling af miljørigtige løsninger, der kan bidrage til at mindske udledningen af CO2.
Gæsterne skal se nærmere på elbilen fra ECOmove og høre om jordvarmeteknologier og hvordan, man kan udnytte lodrette jordboringer til fx at lagre energi.
Prinsen af Wales og Hertuginden af Cornwall skal også tale med nogle af de britiske studerende på VIA Campus Horsens.