Ny måde at vande træer
Grønne poser vikles rundt om træerne
Horsens Kommune har fundet en ny metode til at give nyplantede træer den bedste start.
Kommunen har indkøbt flere hundrede grønne poser, som bliver viklet rundt om træstammerne. Poserne skal sikre træerne de nødvendige mængder vand, så de kan vokse sig store og stærke - uden at få hverken for lidt eller for meget vand.
I modsætning til traditionel vanding sikrer poserne, at vandet ganske langsomt drypper ud af posen og ned i jorden.
- Vi har på forsøgsbasis afprøvet de grønne vandingsposer i forbindelse med nyplantede træer, og resultatet var så godt, at vi nu har indkøbt ca. 500 poser til alle vores senest plantede træer i kommunen, fortæller Liselotte Nielsen fra Natur og Miljø i Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
De nyplantede træer i Horsens vandes med vandingsposer i to-tre år, inden de kan klare sig selv. Ældre træer kan også have gavn af vandingsposer, hvis de fx er skadede efter saltning om vinteren.
Det er ikke kun i perioder med sol og varme, at vandingsposerne er nyttige. Selv på regnfulde dage er der normalt ikke ret meget vand til de træer, der fx er plantet i en helle midt mellem to kørebaner. Med en vandingspose er disse træer sikret, at der konstant er vand nok.