Mona Juul valgt som K-formand
Det Konservative Folkeparti har valgt østjyske Mona Juul som ny formand.
Mona Juul er valgt som formand for De Konservative ved partiets ekstraordinære landsråd. Hun afløser afdøde Søren Pape Poulsen på posten.
Som ventet var der ingen modkandidater.
Søren Pape Poulsen døde 2. marts, efter at han blev ramt af en hjerneblødning. Efterfølgende blev Mona Juul valgt som politisk leder af folketingsgruppen, men formanden skal vælges på et landsråd, så derfor blev der søndag holdt et ekstraordinært af slagsen i MCH Herning Kongrescenter.
Netop Pape kommer Mona Juul indledningsvist ind på i begyndelsen af hendes første formandstale.
- Jeg vil gøre mit bedste. Men for at gøre mit bedste er jeg nødt til at begynde med det værste, siger Mona Juul om Pape.
Han faldt om 1. marts under et hovedbestyrelsesmøde i partiet, hvor Mona Juul selv var til stede.
- Der er gået et par måneder. Men det føles som i går. Det er, som om Søren bare er gået en tur. Og kommer tilbage om lidt. Men det gør han ikke. 1. marts er svær at komme videre fra, og jeg ved, der er mange andre, der har det på samme måde, siger Mona Juul.
Hun tilføjer, at de konservative medlemmer, der holdt af Pape, ikke skal "skynde sig videre", bare fordi det nu er hende, som er formand.
Pape blev 52 år. Han blev i første halvdel af landsrådet mindet med både taler og sang. Blandt andre holdt SF's formand, Pia Olsen Dyhr, mindetale i Herning.