Lyssignal ude af drift i trafikeret kryds indtil tirsdag
Trafiksignalet i krydset Vestergade og Nørrebrogade i Horsens virker ikke igen før tirsdag middag
Trafikken i det centrale Horsens er mandag eftermiddag presset af et defekt lyssignal. I krydset Vestergade og Nørrebrogade er signalerne gået i sort, og bilisterne er på egen hånd.
- Der er pres på krydset i myldretiden her til eftermiddag og sikkert også i morgen tidlig. Lige i det her kryds kommer bilerne med forholdsvis lav hastighed, da vi er helt inde i byen, så det lykkes indtil videre at trafikafvikle uden vores hjælp, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet har da heller ikke disponibelt mandskab at sætte ind i krydset, og teknikere kan heller ikke uden videre fikse problemet.
- Som jeg har forstået det, er det styreboksen, der ikke virker, og først i morgen kan vi have delene til at udbedre den, forklarer vagtchefen.
Læs også
Mange melder ind til politiet, at lyssignalet ikke virker, og det er ifølge vagtchefen godt, at folk er opmærksomme.
Men i knap et døgn skal bilisterne bruge deres kørefærdigheder uden at kunne forholde sig til det grønne, gule eller røde lys.