Horsens: Henrik Dam er topscorer
Henrik Dam Kristensen fik næsten 5.000 personlige stemmer på sin hjemmebane
Socialdemokraten Henrik Dam Kristensen var med flere længder den mest populære kandidat ved gårsdagens folketingsvalg i Horsens.
Efter at de personlige stemmer fredag eftermiddag er talt op, ligger det fast, at der på hjemmebanen i Horsens blev sat næsten 5.000 krydser ud for hans navn.
Helt præcist fik Henrik Dam Kristensen 4.936 personlige stemmer i Horsens-kredsen.
Henrik Dam Kristensen fik således mere end dobbelt så mange stemmer som den næstmest populære kandidat i Horsens, Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby.
Se: Find resultatet fra dit valgsted
Skibby fik 2.143 personlige stemmer i Horsens.
De to Venstre-kandidater Fatma Øktem og Troels Lund Poulsen kom på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen på listen over de mest populære kandidater i Horsens.
Først når samtlige personlige stemmer overalt i Østjylland er talt op, står det fast, hvem der fremover rykker ind på Christiansborg - og hvem der ikke får en taburet i folketingssalen.
De personlige stemmetal i samtlige østjyske kredse forventes at være talt op kl. 19 fredag aften.
Top 5, Horsens
1. Henrik Dam Kristensen (S) - 4.936
2. Hans Kristian Skibby (DF) - 2.143
3. Fatma Øktem (V) - 1.773
4. Troels Lund Poulsen (V) - 951
5. Ole Birk Olesen (LA) - 685