HIC skal på svær opgave på Fyn
Horsens IC skal i aften, tirsdag, vise, at de er blandt favoritterne til DM titlen i basketball
De forsvarende danmarksmestre fra Horsens IC tager tirsdag aften en tur til Sydfyn for at møde Svendborg.
Og der er en hård kamp i vente, mener sportschef i Horsens IC, Dennis Nielsen.
- Det er klart, nu begynder de rigtig hårde kampe at komme. Jeg forventer, at ligaen knækker over i to, så der er top fire og resten. Og af de fire har vi kun mødt Næstved, siger Dennis Nielsen til tv2oj.dk.
De øvrige hold er udover Horsens IC selv netop Svendborg og så naturligvis Bakken Bears.
- Jeg synes, at de fire hold er nogenlunde lige stærke med Bakken Bears et mulehår foran i øjeblikket, siger Dennis Nielsen.
Derfor er det heller ikke givet, at Horsens IC tager en sejr med hjem fra det fynske.
- Jeg tror, den er fifty-fifty. Det bliver en intens kamp, hvor dem, der spiller bedst forsvar og rammer bedst udefra, vinder, siger han.
Sidste års store stjerne i dansk basketball, Skyler Bowlin, er væk fra Horsens IC, men erstatningerne Nimrod Hilliard og Gabriel Iffe Lundberg har gjort det fortrinligt, mener sportschefen.
- På bredden er vi kommet styrket ud til denne sæson, og vi er klar til at tage kampen op. Nimrod (Hilliard, red.) har fyldt godt ud for Skyler Bowlin, og Iffe Lundberg giver os en ny dimension i vores spil via sin fart og atletiske evner, siger Dennis Nielsen.
Kampen spilles tirsdag aften klokken 18.05.