Har du set 13-årig dreng?
Har været forsvundet i tre døgn
Politiet i Sydøstjylland efterlyser en 13-årig dreng, som har været forsvundet fra sit hjem i tre dage uden at give lyd fra sig.
- Nu har han været væk i tre døgn, så nu skrider vi til at efterlyse ham, siger politikommissær Ole Eckholdt, Sydøstjyllands Politi, til Ritzau.
Den forsvundne 13-årige dreng er fra Horsens.
Han er sidst set i onsdags i Horsens, men han har også tilknytning til Aabenraa og Bredebro, oplyser politiet.
Se: 13-årig fundet efter tre dage
Forud for drengens forsvinden gik et skænderi med hans mor, som havde nedlagt forbud mod, at han overnattede hos en kammerat. På dagen for denne uenighed kom drengen ikke hjem fra skole, og ingen har set ham siden.
Da han forlod hjemmet havde han en blå trekvartlang tyk stofjakke på og sorte eller mørkeblå cowboybukser. På hovedet havde en han sort hue, og på fødderne røde Adidas-sko.
Politiet vil gerne høre fra drengen selv eller fra folk, der ved, hvor han opholder sig, siger Ole Eckholdt.
Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
Artiklen er opdateret. Den 13-årige blev fundet senere lørdag. Han er nu anonymiseret i denne artikel.