Frygter at miste arbejdspladser
Aarhus og Horsens bekymrede for fremtiden
Der bliver færre arbejdspladser at kæmpe om for et stigende antal arbejdsløse. Ni ud af 10 kommuner forventer at miste arbejdspladser i løbet af 2012.
Det svarer de i en rundspørge, som Avisen.dk har foretaget blandt formændene for kommunernes arbejdsmarkedsudvalg.
59 af landets 98 kommuner har svaret - herunder de fem største
kommuner bortset fra Odense.
Seks kommuner siger, at de 'slet ikke' forventer at miste nogen arbejdspladser.
- Det er et udtryk for, at vi er i en alvorlig økonomisk situation. Der er simpelthen ikke vækst nok til at skabe arbejdspladser, og det ser meget mørkt ud, siger Lars Andersen, økonom og direktør for Arbejderbevægelses Erhvervsråd, til Avisen.dk.
Aarhus og Horsens frygter at miste jobs
Flere af de kommuner, der forventer at miste arbejdspladser, er blandt landets største. Det gælder blandt andre København, Aarhus, Aalborg, Fredericia og Horsens.
Men ifølge professor i økonomi Michael Svarer fra Aarhus Universitet er kommunernes frygt udtryk for en 'meget pessimistisk opfattelse'.
Kommunerne er ramt af det samme sortsyn, som også præger forbrugerne, mener han.
- Det er klart, at der skal kæmpes for at holde status quo, hvad angår beskæftigelse. Men forventningen blandt økonomer er, at beskæftigelsen bliver stort set konstant i 2012, siger han
til Avisen.dk.