Fortsatte med brækket næse
Blod i ansigtet og et kæmpe plaster på næsen
Han havde blod i ansigtet og et kæmpe plaster på næsen. Men de smertefulde ofre kunne ikke ændre på resultatet.
AC Horsens og Martin Spelmann er færdige i DBU's pokalturnering efter et nederlag til Randers FC på 2-3 onsdag aften.
- Det var en fantastisk kamp, vi spiller som gode gamle AC Horsens og står godt på banen. Især første halvleg var flot, siger Martin Spelmann til TV 3 Sport 1, der trods resultatet kan glæde sig over det, han så.
- Det var nervøst i begyndelsen, men spiller en god omgang bold alligevel. Vi får lukket et dumt mål ind, men jeg er tilfreds med indsatsen i første halvleg.
Blodet og plastret kom efter et sammenstød på banen, der gik ud over den 26-årige midtbanespillers næse.
- Jeg tror endda, det var min egen mand, men jeg ser det ikke. Den er brækket, det er jeg ret sikker på, lyder det fra Spelmann.