Dukkert til AC Horsens
Fire minutters uopmærksomhed kostede
Målmand Frederik Rønnow var pinligt berørt over 1-4-nederlaget til AGF, mens træner Mølby var bekymret.
I torsdags leverede AC Horsens-keeper Frederik Rønnow en af karrierens bedste kampe, da AC Horsens spillede 1-1 hjemme mod Sporting Lissabon i Europa League.
Mandag aften var Rønnow chanceløs ved AGFs fire mål, men han kunne fra sit felt overvære et Horsens-hold levere en elendig præstation i 1-4 nederlaget.
Totalt kollaps
- Alt gik galt. Det var et kollaps hele vejen rundt. Vi var med i den første halve time, men så scorede de tre mål på 3-4 minutter. Det var en katastrofe, det var pinligt, det var sgu ikke godt nok, siger Frederik Rønnow, der var lettere rystet.
Det var en helt anden attitude og indstilling, vi spillede med i dag i forhold til i torsdags mod Sporting. Det er helt vildt, at man kan spille på så forskellige niveauer. Det var pivringe, siger han.
Horsens-træner Johnny Mølby havde svært ved at tro, hvad han havde set.
- På fire dage gik vi fra den bedste præstation, vi har lavet, mens jeg har været træner her, til den absolut dårligste præstation.
- Vi var ikke i nærheden af at ramme superliganiveau. Det er et mønster nu, og det er bekymrende, at vi leverer den slags præstationer efter kampene i Europa, siger Johnny Mølby.