Depeche Mode væltede Horsens
Depeche Mode gravede dybt i overflødighedshornet af hits, skriver anmelder efter mandagens koncert i Forum Horsens.
- Når trioen plus et par solide håndlangere de seneste år har udviklet sig til verdens eneste elektroniske stadion-band, er det et særsyn at opleve dem under så intime forhold som Forum Horsens med sine 4.500 pladser, skriver metroXpress' anmelder Morten Steenberg, der drysser fem ud af seks stjerner ud over det engelske band.
Også i Ekstra Bladet er der roser til de rutinerede englændere:
- 'It's No Good' var derimod bedre end god, og en besættende 'I Feel You' og djævelsk 'Personal Jesus' fik forsamlingen til at skråle så uhæmmet, at man skulle gøre sig umage for at finde et sted i bygningen, hvor der ikke stod en tonedøv entusiast og utilsigtet ødelagde oplevelsen for sidemanden.Herligt, skriver Thomas Treo i Ekstra Bladet.
Det var ikke kun de tilrejsende københavnere, der havde en god aften i Forum Horsens. Også den udsendte reporter fra den lokale avis var tilfreds:
- Et tændt band, et tændt publikum og intimiteten i Forum Horsens - sådan gik det hele op i en højere enhed, da Depeche Mode mandag aften spillede den første af to koncerter i Horsens, skriver Chr. Rimestad på horsensfolkeblad.dk.