Den største genbrugsbutik

6.800 kvadratmeter med genbrug på vej

Hvis du kan lide at shoppe efter genbrugstøj, møbler og andre ting, som støtter et godt formål, så er der godt nyt.

Et slaraffenland på 6.800 kvadratmeter skulle efter planen åbne i starten af 2015, når Blå Kors åbner Danmarks største genbrugsbutik.

Genbrugscenteret, som det kaldes, flytter ind i Idemøblers tidligere lokaler på Vejlevej i Horsens.

- Vi har været på jagt længe efter den rigtige placering. Store genbrugsbutikker går generelt bedre. De trækker flere kunder fra oplandet og får mange flere varer indleveret, fortæller kommunikationschef hos Blå Kors Per Breindahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Centeret, der kommer til at sælge alt, som man normalt finde i en genbrugsbutik, får også brug for en del frivillige for at få butikken til at køre rundt.

- Vi skal ud og finde 150 frivillige, og det næste bliver så at få alle i området til at tømme loftet og gemmerne, så vi kan få fyldt butikken, siger Per Breindahl.