Stort slagteri kan ånde lettet op: Ingen nye smittede

Danish Crown har netop fået svar på testen af aftenholds-medarbejderne på slagteriet i Horsens. Der er ikke fundet nye smittede blandt de godt 300 testede.

Mandag kom det frem, at en ansat på Danish Crowns slagteri i Horsens er blevet testet positiv for coronavirus.

Det fik tirsdag Danish Crown til at teste 300 ansatte fra aftenholdet.

Onsdag eftermiddag er resultatet kommet ind, og ingen af medarbejderne har fået konstateret COVID-19. Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

- Det er en kæmpe lettelse. Selv om vi vidste risikoen for smitte blandt medarbejderne var relativ lille, så er det på ingen måde en garanti, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork, i en pressemeddelelse.

- Nu ved vi, at der ikke er smittede på hele den del af aftenholdet, der arbejder sammen med den ene medarbejder, der er konstateret smittet med COVID-19.

VIDEO: 1000 medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Horsens skal i alt testes for coronavirus, efter én af slagteriets medarbejdere er testet positiv.

Den pågældende medarbejder lod sig teste, da han blev opmærksom på, at en person i hans nære omgangskreds var testet positiv. Derfor lod han sig teste og søndag kom meldingen, at han var smittet med COVID-19.

Understreger vigtigheden af at lade sig teste

Ifølge Per Laursen er dette tilfælde en bekræftelse af, hvor vigtigt det er at lade sig teste, hvis man har symptomer eller hører om smitte blandt personer, man nyligt har været sammen med.

- Vores medarbejder har ageret helt efter bogen. Ingen kan gardere sig 100 procent mod smitte, men vi kan alle sammen gøre en indsats ved at lade os teste, når vi hører om smittede i vores omgangskreds privat eller på jobbet, siger Per Laursen.

På fredag tester Danish Crown 1100 medarbejdere på slagteriet i Horsens. Medarbejderne på slagterierne i Rønne, Skærbæk og Sæby bliver også testet, mens medarbejderne i Herning først testes fredag den 11. september.

- Oprindeligt var det planen at teste i Herning på fredag. Det har vi udsat for at have kapacitet til at teste medarbejderne på slagteriet i Horsens, så vi med sikkerhed kan udelukke spredning af smitte. Vi tester derfor alle medarbejdere i Horsens både i denne uge og i næste uge, fortæller Per Laursen. 

De mange test udføres i samarbejde med regionerne og i et vist omfang en privat udbyder.