Anklager: Kontroversiel ejer for syg til fængsel - skal have behandling
Havbrugsejeren er ikke egnet til almindelig fængselsstraf, konkluderer mentalerklæring.
Den 53-årige havbrugsejer Anders Østergaard Pedersen bør idømmes psykiatrisk ambulant behandling.
Det mener anklager Pernille Moesborgs tirsdag ved Retten i Horsens.
- Den her sag har været ualmindelig lang tid undervejs. Det er lang tid siden, vi har hørt fra vidner, selvom bevisførelsen har strakt sig over lang tid, så vil jeg forsøge at gøre det kort, siger specialanklager hos Sydøstjyllands Politi Pernille Moesborg.
Hun henviser til, at sagen er startet sidste år, men har været udskudt. Det skyldtes blandt andet, at forsvareren udbad sig en mentalundersøgelse. Resultatet af den er altså, at han ikke er egnet til almindelig fængselsstraf.
Anklager: Muslinger havde ingen betydning
Pernille Moesborg startede med skyldsspørgsmålet, og forkaster med det samme den efterhånden kontroversielle forsvar hos havbruget og dets ejer, nemlig at de har kompenseret for den påståede forurening med muslinger.
Anklager
Anders Østergaard Pedersen er tiltalt for massiv overproduktion af fisk og udledning af over 750 ton kvælstof og fosfor.
Han er også tiltalt for at have udsat over 373.000 sølvlaks uden tilladelse.
Anklagemyndigheden estimerer, at Hjarnø Havbrug har tjent over 190 millioner kroner på ulovlig havbrugsdrift i perioden 2013-2018.
Kilde: Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi
Anklageren mener, at der kan lægges til grund at der har været brugt væsentligt mere foder, og at der har været produceret væsentligt flere fisk, end der har været tilladelse til.
Det har tiltalte havbrugsejeren endda selv forklaret, siger hun.
Specialanklageren mener, at Hjarnø Havbrug systematisk og bevidst har overtrådt deres miljøgodkendelse for at opnå større vinding end det var tilsigtet.
Hun lægger også til grund, at der har været udledning større end miljøgodkendelserne i størrelsesordenen.
Undervejs i sagen har anklagemyndigheden mistet 77 ringbind med regnskaber og driftsjournaler fra Hjarnø Havbrug, som Sydøstjyllands Politi beslaglagde i 2018.
- Vi har hørt en masse om 77 forsvundne ringbind. Det kan ikke siges tydeligt nok hvor beklageligt det er at de er mistet. Forsvarerne har ikke kunnet orientere sig i ringbindene. Det anerkender jeg, siger anklageren.
Psykiatrisk behandling til havbrugsejer
Foruden de mange krav om bøder på mange millioner til havbrugsvirksomheden, kommer anklager Pernille Moesborg også ind på den personlige strafudmåling, som havbrugsejeren skal idømmes.
Oprindeligt var anklagemyndighedens påstand en fængselsstraf på omkring to år til havbrugsejer, Anders Østergaard Pedersen.
- Men siden er der fremkommet nye personlige oplysninger, som har været belyst under sagen, siger anklageren.
Grundet en mentalundersøgelse og efterfølgende -erklæring og anbefaling fra Retslægerådet nedlægger anklagemyndigheden påstand om at Anders Østergaard Pedersen idømmes en dom til psykiatrisk ambulant behandling, med tilsyn af kriminalforsorgen.
Herudover skal han ifølge anklageren idømmes en bøde på 250.000 kroner.
En medarbejder fra politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) vil efter frokost komme ind på konfiskationsønsket, fortæller TV2 Østjyllands reporter i retten.