Randers FC forlænger Fiskers kontrakt til 2021
Randers FC forlænger Kasper Fisker kontrakt med to år. Dermed kan Fisker spille i klubben frem til 2021
Midtbanespiller Kasper Fisker har forlænget sin kontrakt med Randers FC med to år. Dermed løber hans kontrakt frem til 2021. Det skriver Randers FC på deres hjemmeside.
I foråret 2014 forlængede Randers FC og Kasper Fisker samarbejdet frem til sommeren 2019.
- Jeg er sindssygt glad for forlængelsen. Randers FC er min klub, og jeg glæder mig til at spille mange flere kampe. Det har været en nem beslutning, for jeg føler mig virkelig tilpas i klubben og er en del af en fantastisk trup med et rigtig godt sammenhold, udtaler Kasper Fisker.
Læs også
Den 28-årige spiller var første gang på banen for Randers FC i 2007. Blot et år efter skiftede han til Skive IK og siden til Hobro IK. Men i 2014 vendte han tilbage og slog for alvor igennem på holdet i Kronjylland.
- Den nye aftale viser, at vi virkelig gerne vil hinanden, og at Kasper er tilpas og ser en fremtid i klubben. Han har været en profil igennem længere tid og passer perfekt til den måde, vi gerne vil spille fodbold på i Randers FC. Derudover er han også et samlingspunkt i truppen og en spiller, der også er god til at give noget af sig selv udadtil. En perfekt professionel som er en fornøjelse at have med at gøre, lyder det fra sportschef Ole Nielsen om forlængelsen med midtbaneprofilen.
Kasper Fisker
Skiftede som 12-årig fra Nørager Boldklub til Randers Freja.
I april 2007 fik han debut for Randers FC.
Han har i alt spillet 71 superligakampe og scoret 7 mål. Derudover er det blevet til 2 mål i 4 kampe i DBU Pokalen.