Slamsuger tilkaldt: Urenset toiletvand i grøft
Borgerne i Hammel kan være uheldige at få se et ulækkert syn. Urenset toiletvand flyder i en af byens grøfter.
Opdateret klokken 12.41: Oprydningen er afsluttet, og driften er igen normal, oplyser Favrskov Forsyning.
En prop i en kloakledning på Viborgvej i Hammel har sendt urenset spildevand ud i en grøft, hvor vand med blandt andet brugt toiletpapir flyder.
Det viser billeder, TV2 Østjylland har modtaget.
Favrskov Forsyning oplyser, at de har fundet en blokeret kloakledning, hvor vandet er løbet over på grund af prop.
Den prop er man fredag ved at fjerne, og så skal der ryddes op i grøften.
- Vi finder det i forbindelse med et andet arbejde derude. Nu er vi ude og rense det op sammen med kommunens miljøafdeling, siger driftschef Jens Drivsholm.
Han fortæller, at vandet skulle være ledt ned til en pumpestation, hvor vandet skal renses. Forsyningsselskabet har dog ikke opdaget problemet, da der er tale om en mindre mængde vand, de har manglet på pumpestationen.
- Man kan ikke se, at man mangler den lille smule vand, særligt ikke når der har været rigtig meget vand på det seneste, siger Jens Drivsholm.
Han fortæller, at miljøvagten er på stedet, og så har Favrskov Forsyning rekvireret en slamsuger til at rydde op på stedet.
- Det er ikke en stor udledning, men det ser træls ud. Så vi selvfølgelig skal vi rydde op derude, siger Jens Drivsholm.