Skateshop med ild i hjulene
Regionsvinder i vækst, service og kvalitet
Det er passionen, der driver værket i SkatePro ApS, der netop er kåret som regionsvinder i den verdens største konkurrence for entreprenører i vækstvirksomheder, EY Entrepreneur Of The Year.
164 virksomheder klarede i år adgangskravene i region Midtjylland, men det var altså skateshoppen i Søften, der løb med prisen.
I løbet af de sidste år har SkatePro vundet indpas i flere vigtige internationale markeder og har nu godt fat i hele Skandinavien, Holland og Tyskland.
- Vi har været igennem en stor udvikling. En af grundene til vores succes er, at vi for det første har været tålmodige. Derudover sørger vi for at give vores kunder så god en oplevelse, når de handler hos os, at de anbefaler os til andre. De er vores ambassadører, siger en af ejerne af SkatePro Jakob Høy Biegel.
SkatePro Aps er udvalgt ud fra en lang række parametre udover virksomhedens økonomiske vækst. Disse parametre tæller entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
- Selskabets ejere og medarbejdere udnytter en stor know-how, når det gælder produkter og markeder. En god forståelse for kundebehov er en af forklaringerne på, at det går virksomheden rigtig godt. Derudover er det tydeligt, at parametrene service, kvalitet, pris, produkter, markedsføring og distribution har været indstillet til vækst og fortsat åbner nye muligheder for virksomheden, siger Carsten Collin, partner og direktør i EY Entrepreneur Of The Year i en pressemeddelelse.
I øjeblikket er SkatePro på vej ind på både det polske og det franske marked og de to ejere glæder sig over de fine ord, der har fået med på vejen i den verdensomspændende konkurrence.
- Det er super dejligt med den anerkendelse. Det er vores dygtige medarbejderes skyld, at vi ender som regionsvinder. Vi har samtidig været gode til at finde disse mennesker, der alle har det til fælles, at de kombinerer passion med deres arbejde, siger Jakob Høy Biegel.
EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 60 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 29. gang i år. De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 27. november 2014.